Sommerserie: Bruger sommerferien på at lade batterierne op til at fortsætte klimakampen

I sommerferien hænger Yasemin Yavari fra Schneider Electric arbejdstøjet i skabet og lader batterierne op med Pride-parader og hyggestunder med familien.
Yasemin Yavari sidder i Schneider Electrics Industrial Automation-forretningsenhed og driver virksomhedens digitale transformationsprojekter i Norden | Foto: Pr
Yasemin Yavari sidder i Schneider Electrics Industrial Automation-forretningsenhed og driver virksomhedens digitale transformationsprojekter i Norden | Foto: Pr
Af Redaktionen

For Yasemin Yavari fylder klimakrisen både på arbejdet og i fritiden. Siden studietiden har hun arbejdet i Schneider Electric, og fritiden bruger hun som medlem i Ungeklimarådet og frivillig i organisationen Mino Ung København, der arbejder for at styrke minoritetsetniske danskeres muligheder og samfundsdeltagelse. En tætpakket kalender er derfor hverdag for Yasemin Yavari, der ovenpå et hæsblæsende første halvår af 2023 nu glæder sig til at trække stikket og lade batterierne op. 

Hvad skal du i din sommerferie?

Jeg skal slappe af og bruge tid med mine venner og familie, som jeg ser alt for lidt. Jeg er født i Tyrkiet, men flyttede med min far til Danmark, da jeg var syv år gammel. Jeg forsøger at besøge min mor i Istanbul minimum en gang i kvartalet, og mit næste visit bliver en uge i sommerferien. Foruden turen til Istanbul skal jeg fejre Pride i København og Berlin med mine venner, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. Men derudover forsøger jeg faktisk at holde min planlægning på et minimum, så jeg kan nyde sommeren i København med helt frie tøjler.

Hvor længe holder du ferie?

Jeg holder fire ugers sommerferie. Normalt sørger jeg for at planlægge dem, så de ligger i forlængelse af hinanden, men jeg holder dem faktisk mere spredt i år. Jeg fortæller mig selv, at det kommer til at forlænge sommerferiefølelsen. 

Hvad skal du læse i ferien?

Jeg er blevet anbefalet at læse romanen Americanah af Chimamanda Ngozi, som skulle være en smuk historie om kærlighed og passion – for hinanden og sit hjemland. Jeg ved, at historien tager udgangspunkt i forholdet mellem en mand og en kvinde fra Nigeria, der forelsker sig, men begge må forlade hjemlandet og ender i hver sin del af verden. Jeg glæder mig til at læse den, for jeg kan allerede fornemme, at jeg nok kommer til at kunne relatere til hovedpersonerne. 

De tre ting, jeg glæder mig mest til i ferien, er …

For det første glæder jeg mig til at bruge tid med venner og familie. Jeg har det med at have mange jern i ilden, og det gør sommetider, at der går lidt tid imellem de hyggelige stunder med mine nærmeste, så jeg glæder mig virkelig til at gå all-in på den front. Derudover glæder jeg mig til Pride i København og Berlin, hvor alle er glade og utrolig inkluderende, og så ser jeg frem til at prioritere min løbetræning. Jeg har meldt mig til et maraton i Istanbul til efteråret, så det bliver godt at komme ind i den gode løberutine hen over sommeren.

Hvilken beslutning var den sværeste, du har truffet, i foråret?

Det har nok været, at jeg har måttet sige nej til aftaler og arrangementer med mine venner på grund af arbejde eller frivillige aktiviteter. Man kan vist kalde det lidt af et luksusproblem, men jeg er meget opmærksom på at skabe den rette balance mellem arbejde, venner og frivillige aktiviteter. 

Hvad er den vigtigste opgave, der venter, når du er tilbage efter ferien?

Jeg overtog min nye stilling som Digital Transformation Consultant i starten af juni, så min vigtigste opgave efter sommerferien bliver helt klart at fortsætte onboardingen i den nye stilling og blive så skarp som overhovedet mulig i rådgivningen af mine kunder.

Hvad er den største og vigtigste udfordring for it-branchen i dag?

Den største og vigtigste udfordring for it-branchen er helt klart at accelerere digitaliseringen og elektrificeringen af vores samfund, så vi kan sætte endnu mere skub i den grønne omstilling. På globalt plan går der cirka 60 procent at den producerede energi til spilde, hvilket blandt andet skyldes forældede styresystemer. Det er et skræmmende højt tal, som vi i it-branchen kan bidrage til at reducere med nye digitale teknologier inden for blandt andet energieffektivisering og elektrificering. 

Hvilket emne er det vigtigste i branchen netop nu?

Klimakrisen er og bliver det vigtigste fokusområde – ikke kun for vores branche, men for alle brancher. FN’s klimarapporter bliver desværre kun mere alarmerende år for år, og vi risikerer, at klimakrisen løber løbsk, hvis vi ikke sætter alt ind på at løse den nu. 

Selvom det er positivt, at der bliver investeret så meget i vedvarende energi, fx vindmølleparker, så mener jeg, at energieffektivisering ofte går under radaren i debatten om den grønne omstilling. Og det er en skam, for der ligger et utrolig stort potentiale i at bruge den energi, vi allerede har, smartere, frem for primært at tænke i nybyg. Den billigste og grønneste energi er trods alt den, vi slet ikke bruger. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også