Sommerserie: Dansk WithSecure-chef puster ud med køkkenbyggeri i sommerhuset

Efter et hæsblæsende første halvår af 2023 glæder Stefán Kristjánsson, dansk landechef i WithSecure, sig til sommerferie i sommerhuset på Sjællands Odde. 
Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto
af NIKOLAJ HARDING

Travlt. Så kort og præcist beskriver WithSecures danske landechef, Stefán Kristjánsson, 2023 indtil videre. I takt med at vores samfund med hastige skridt digitaliseres, stiger cybertruslen fra den cyberkriminelle underverden drastisk. 

I orkanens øje af denne udvikling står cybersikkerhedsvirksomheder som fx WithSecure, der er specialister i at rådgive danske og internationale kunder om cybersikkerhed. Det gør de blandt andet på baggrund af en rig mængde unikke data og informationer, som virksomheden indsamler fra deres etiske hacker teams (tidligere kaldet white hat hackers), og – takket være den nye sammenlægning af forretningsenheder – nu også indsamler fra deres Managed Detection Response-, Incident Response- og Endpoint Protection-enheder.

I spidsen for WithSecure Danmark står Stefán Kristjánsson, der planlægger at bruge sommerferien på alt andet end cybersikkerhed. Han smutter nemlig i sommerhus på Sjællands Odde med sin kone, hvor blandt andet et køkkenprojekt, en samling bøger og ren afslapning venter. 

Hvad skal du i din sommerferie?

Jeg sætter stor pris på at have en tom kalender i sommerferien. Derfor tager min kone og jeg op i vores sommerhus på Sjællands Odde. Det er en dejlig oase, der ligger på en vild grund med gåafstand til det meste. Vi skal nyde den fantastiske danske sommer med grillaftener, læsning på terrassen og gåture ved vandet. Derudover har jeg købt et nyt køkken, som jeg skal installere. Vi er så heldige, at mange af vores venner også holder ferie i området. Dem glæder jeg mig meget til at bruge tid med. 

Hvor længe holder du ferie?

Jeg holder tre ugers sommerferie, men vi kører op i sommerhuset ugen før, jeg går på ferie. Det bliver skønt at arbejde ugen op til min sommerferie under parasollen på terrassen. 

Hvad skal du læse i ferien?

Jeg har planer om at alliere mig med Jussi Adler Olsen. Hans bog, ’Natrium Chlorid’, har længe stået på min liste, så den har jeg allerede lagt i sommertasken. 

De tre ting, jeg glæder mig mest til i ferien, er …

Jeg glæder mig til at trække stikke ud af computeren. I bogstavelig forstand. Jeg mærker altid en ro i mig, så snart vi triller ind på matriklen ved sommerhuset. Her er luft, natur, vand og ro til at puste ud og lade batterierne op. Dernæst glæder jeg mig til at få tid og ro til at dykke ned i skønlitteraturen, og så ser jeg frem til at tage fløjlshandskerne på og installere det nye køkken, som vi har købt. Siden vi overtog sommerhuset i 2018, har jeg løbende altid haft gang i et byggeprojekt eller to. Jeg nyder virkelig at fordybe mig i små projekter, som jeg kan tage i mit eget tempo.

Hvilken beslutning har været den sværeste af træffe for dig i foråret?

Det har været sammenlægning af tre store forretningsenheder i WithSecure, for denne strategiske manøvre fører næsten altid til nødvendige afskedigelser, og det er aldrig sjovt at skulle sige farvel til medarbejdere.

Hvad er den vigtigste opgave, der venter dig efter ferien?

At fortsætte implementeringen af strategierne i forbindelse med sammenlægning. Der venter os en spændende tid, hvor vi skal styrke vores danske forretning – både internt og eksternt overfor vores kunder. Det er en stor manøvre, men som leder er det en utrolig spændende proces, hvor de beslutninger man træffer, både vil kunne ses på kort og lang sigt. 

Hvad er den største og vigtigste udfordring for it-branchen i dag?

Det er uden tvivl at tage kampen op mod de cyberkriminelle. I takt med at verden bliver mere og mere digitaliseret, stiger antallet af cyberangreb eksplosivt, og det betyder, at virksomheder i dag er nødsaget til at skrue op for it-sikkerheden. Det er simpelthen et grundvilkår for at overleve i en digitaliseret verden. It-sikkerhed og særligt risikodelen er i dag røget op på direktionsniveau, og som branche er vi nødt til at sætte alle sejl ind til at hjælpe virksomheder og myndigheder med at opruste deres it-sikkerhed, så de cyberkriminelle kan få kamp til stregen. Det er bestemt ikke en overdrivelse at se det som et kapløb med tiden.

Hvilket emne er det vigtigste i branchen netop nu?

AI og machine learning. Se blot hvor meget teknologierne har fyldt i det første halvår af 2023, og hvor hurtigt de udvikler sig. Vi har kun set toppen af isbjerget i forhold mulighederne med AI og machine learning. Omvendt er teknologierne også unægtelig forbundet med en lang række risici, hvis de kommer i de forkerte hænder hos fx cyberkriminelle. 

Hvordan sikrer vi os, at de cyberkriminelle ikke bruger AI til at gøre deres angreb endnu mere effektive? Og hvordan kan vi vide os sikre på, at AI ikke skaber en falsk tryghed, som giver de cyberkriminelle endnu bedre betingelser at operere i? Dét er blot nogle af de spørgsmål, vi står overfor i forhold til den teknologiske udvikling af AI og Machine Learning. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også