3 vil bryde med Chelsea og fjernes fra spillertøj

Teleselskabet 3 vil have sit logo fjernet fra Chelseas spillertøj og klubbens stadion, Stamford Bridge.
Chelsea-spilleren Mason Mount jubler over en scoring med sponsoren 3 på trøjen. | Foto: Chris Radburn/REUTERS / X06614
Chelsea-spilleren Mason Mount jubler over en scoring med sponsoren 3 på trøjen. | Foto: Chris Radburn/REUTERS / X06614
AF RITZAU

Ondt bliver værre for den engelske fodboldklub Chelsea.

Torsdag aften meddeler klubbens storsponsor, teleselskabet 3, at man har bedt Chelsea om midlertidigt at suspendere de to parters samarbejdsaftale.

Det sker, efter at Chelsea tidligere torsdag blev ramt hårdt af den britiske regerings sanktioner mod klubejer Roman Abramovich.

Teleselskabet ønsker, at dets logo bliver fjernet fra Chelseas spilletrøjer og stadion. 3 er den mest synlige sponsor på Chelseas spilletøj. Selskabets navn figurerer således midt på maven.

"Vi anerkender, at den her beslutning vil påvirke de mange Chelsea-fans, som passioneret følger deres hold."

"Men i lyset af omstændighederne og regeringens sanktioner føler vi, at det her er det rigtige at gøre," siger en talsperson fra 3 ifølge Reuters.

Chelsea-ejer Roman Abramovich er blevet ramt af massive sanktioner fra den britiske regering, fordi han har tætte bånd til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Regeringen meddelte torsdag, at Abramovichs værdier er blevet indefrosset. Det betyder, at han hverken må rejse ind i Storbritannien eller gennemføre handler i landet.

Chelsea får en særlig licens til at fortsætte sine aktiviteter og kan altså spille sine kampe. Men Abramovichs planlagte salg af klubben, som han annoncerede i sidste uge, bliver ikke til noget lige foreløbig.

Den særlige licens giver kun klubben lov til at betale løn til personale. Der må ikke foretages andre investeringer.

Det betyder også, at klubben ikke må skrive nye kontrakter eller købe spillere. Der må ikke sælges merchandise, og reelt må klubben ikke sælge billetter til hjemmekampene.

Sæsonkortholdere vil dog stadig kunne møde op og se Chelsea spille på Stamford Bridge.

Google køber bygning i New York til hundrede gange salgsprisen i 1996

Yousee pønser på at åbne Premier League-kanal op for konkurrenter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også