Den fjerde industrielle revolution skydes i gang på et slot i Aalborg

3D-print kan revolutionere hele produktionsnettet, mener firmaet Create it Real, som har sat alle sejl til for at være først med den nye teknologi.
Craete it Real har 12 fuldtidsansatte og laver teknologi til 3D-printere. | Foto: Malte Oxvig
Craete it Real har 12 fuldtidsansatte og laver teknologi til 3D-printere. | Foto: Malte Oxvig

Ude på gangen summer en printer. Den spytter ikke A4-sider ud, men er i gang med at bygge en dims af plastik. Det kunne være en skosål eller et cover til mobiltelefonen, men er snarere en kop, som skal demonstrere, hvad firmaet Create it Reals arbejde med 3d printere går ud på bag de lukkede døre.

ITWatch har besøgt iværksætterfællesskabet Startupworks og slog i den forbindelse vejen forbi den lille startup, der holder til i nogle af fællesskabets lokaler på Aalborghus Slot midt i Aalborg.

"Vores vision er at gøre folk mere kreative," siger Anders Bod Lund fra Create it Real.

Et perfekt værktøj

For ham og de syv andre i firmaet går deres arbejde ikke bare ud på at udvikle kerneteknologi til printere. Det handler om at lede an i den fjerde industriel revolution. Om at vende op og ned på den måde, vi tænker produktion på. Og om at sætte de kreative hjerner fri ved at gøre det muligt at føre en idé ud i livet uden om et snørklet produktionsnet og de store fabrikker i Kina.

"3D-print er det perfekte værktøj for iværksættere, hvis man vil udvikle nogle ting og få prøvet prototyper af lynhurtigt. Man vil med 3D-print kunne udvikle hardware på samme måde, som man udvikler software, hvor man let kan prøve noget af og sadle om, hvis det ikke virker," forklarer Anders Bod Lund og fortsætter:

"Det har ikke været muligt med hardware indtil nu, fordi det er dyrt at få det produceret. Derfor har der ikke været så meget innovation på at udvikle mekaniske dimser, og det tror vi virkelig på, bliver muligt med det her."

Anders Bod Lund har store forventninger til fremtiden for 3D-printere. | Foto: Malte Oxvig
Anders Bod Lund har store forventninger til fremtiden for 3D-printere. | Foto: Malte Oxvig

Det endelige gennembrud er dog ikke indtruffet endnu. Create it Real har godt nok 12 personer ansat på fuld tid, men der skal stadig findes finansering til at vokse yderligere. Tidligere har en række EU-midler og penge fra Innovationsfondene gjort det muligt at drive virksomheden, og nu er selskabet i forhandlinger om en investering, som Anders Bod Lund ikke vil gå nærmere i detaljer om.

"Men det gør, at det hele glide lidt nemmere, for vi har haft brug for kapital i lang tid, for at kunne gribe flere muligheder," siger han.

"Men det lærer man at leve med."

Har også lavet software

Create it Real laver moduler til 3D-printere. Planen er, at de kan sælges videre til producenter af 3D-printere, ligesom Intel har lavet en processor, som efterhånden er at finde i de fleste af verdens computere.

"Kontrolsystemer til en 3D-printer er af lige så stor vigtighed, som processoren i en computer, fordi den styrer motorerne. Den sørger for, at alting kører præcist og afgør kvaliteten af det 3d printede produkt," forklarer Anders Bod Lund.

Fidusen er, at Create it Real også har lavet en software til sit modul, hvor man kan lægge filer ind, som beskriver, hvilket produkt, man gerne vil have printet.

"En af vores største fordele lige nu er, at vi kan få 3d-print til at gå meget hurtigt. Som regel kan vi 3-5-doble hastigheden, hvis man integrere vores teknologi i det," siger han med henvisning til, at en langsom produktionstid har været fremhævet som en flaskehals for et bredt gennembrud for 3D-print.

Create it Real sælger i øjeblikket sine moduler til den kinesiske producent Weistek, italienske Dymano 3D og polske Aye Aye Labs. Firmaet har samtidig indgået et samarbejde med A. P. Møller - Mærsk om at se på it-sikkerhed og kryptering, for hvordan sikrer man ophavsretten, så folk ikke giver filen med produktet videre til deres venner?

"Vi arbejder på, at man kan sælge en licens til folk, så man kan sikre sig, at folk kun printer én af dem, hvis det er det, de har licens til. Det vil kunne kickstarte teknologien," forklarer Anders Bod Lund.

Varieret arbejdsdag

ITWatch får på et tidspunkt lov til at se et rum, der mest af alt ligner et værksted. Men her må vi ikke tage billeder. For der står nogle hemmelige prototyper, som ikke skal deles med offentligheden endnu. Til gengæld sætter Anders Bod Lund hjertens gerne flere ord på visionerne for firmaet. Målet er at udvikle en teknologi, der kan sammenlignes med computerprogrammet Steam, hvor man kan købe alle sine computerspil.

"Steam har været rigtig god for alle led i spilbranchen. At have sådan en platform bare for fysiske ting - for mobilcovers, ure, alle de ting vi bruger til daglig - det ser vi meget på, om man kan lave. Hvor den tredje industrielle revolution tog ting fra den virkelige verden ind i en computer, vil den fjerde tage alle de ting, man har i computeren og i sit hoved ud i den virkelige verden. Det kræve, at der er en kerneteknologi, som fungerer. Og det kunne vi godt tænke os at udvikle."

Create it real holder til i nogle kontorer hos Startupworks i Aalborg. | Foto: Malte Oxvig
Create it real holder til i nogle kontorer hos Startupworks i Aalborg. | Foto: Malte Oxvig

Anders Bod Lunds arbejdsdag består af mange forskellige ting. Formelt har han titel af user experience engineer, men han står både for at rekruttere praktikanter, at lave brugerresearch ved eksempelvis at se på 3D-print i undervisningssektoren og at strømline processen med at få Create it Reals teknologi integreret i andre printere.

Sådan er livet i en iværksætterbiks, hvor det er svært at koge en jobbeskrivelse ned til en a4-side.

Gennembrud lader vente på sig

Han kom til Create it Real for to år siden og er ikke i tvivl om, hvorfor valget faldt på det lille selskab fremfor en stor virksomhed, hvor lønnen ville være meget bedre, når man har en ingeniøruddannelse med i bagagen.

"Jeg synes faktisk, at der er en vision bag Create it Real, som ikke kun handler om bundlinjen. Når vi siger, at vi gerne vil gøre folk mere kreative, så er det faktisk noget vi mener. Da jeg på en messe spurgte Danfoss, hvad de lavede, så svarede de varmepumper. Første gang jeg snakkede med Create it Real, sagde de, at de virkelig gerne vil prøve at gøre folk mere kreative."

Firmaet har syv år på bagen og er efterhånden nået til et punkt, hvor det må briste eller bære, vurderer Anders Bod Lund.

"Vi er i en situation lige nu, hvor vi kan lave rigtig meget, fordi vi er nok mennesker til at varetage opgaverne, men samtidig har vi også så mange udgifter, at det godt kan fejle, hvis det går skidt for økonomien," lyder det:

"Så det kan gå den ene eller anden vej meget hurtigt. Men det er også den spændende del af det."

3D-print har gennem nogle år været en varm kartoffel, men det er som om, det endelig gennembrud lader vente på sig. Allerede i 2012 beskrev fagbladet Ingeniøren, hvordan 3d print vil revolutionere industrien, og i 2014 bragte DR en artikel om, at der måske havde været for meget hype om 3D-print.

Nu sker der måske noget. Danfoss har for et par måneder siden åbnet det første af tre planlagte 3D-printer-centre. Det ligger i Danmark og i forbindelse med åbningen præsenterede Danfoss teknologien som "et af de vigtige områder" af virksomhedens digitale transformation.

Anders Bod Lund er slet ikke i tvivl om teknologiens potentiale, som er "lige på trapperne."

"Teknologien er ved at være moden til det. Der er lige så stille ved at opstå et nødvendigt økosystem omkring 3D-print. Nu skal vi have folk til at tænke produktion på en helt ny måde," siger han.

Aalborg-klynge sætter startups uden for hovedstaden på landkortet 

Ung iværksætter drøner rundt på det jyske vejnet for at sælge forenings-app  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også