Eksklusivt: Kapitel fra bogen om Morten Strunge
I dag udkommer bogen om Morten Strunge, skrevet af redaktør her på ITWatch, Jakob Skouboe.
Bogen går helt tæt på Morten Strunge som menneske, investor, iværksætter og strateg. Den handler om en mand, der går helt til grænsen i erhvervslivet og er en forsigtig og omhyggelig familiefar.
ITWatch bringer her som det eneste medie et fuldt kapitel fra bogen, der beskriver Morten Strunges første år, hvor han lærer det på den hårde måde i det engelske skolesystem. Erfaringer han bringer med sig hjem. og som har bidraget til, at han har kunnet modstå store udfordringer siden.
Slaget om England
"Jeg tænkte på, om de ville tage skade af det, da vi stod i det."
Morten Strunges mor, Anne Kjærulff, er ikke i tvivl i dag. De år, hun og familien Strunge tilbragte i England, var ekstremt hårde, og de har formet Morten og hans søskende til det, de er i dag – på godt og ondt.
Men som altid, når det kommer til store beslutninger i familien Strunge, så er de taget, når de er taget. Svend Strunge, Mortens far, skulle opbygge en forretning for sit firma i England, og da beslutningen først var truffet, var der ingen vej tilbage. Heller ikke, selvom Morten og hans to år ældre bror, Kristian, derved bliver kastet ud i meget store problemer i deres nye britiske skole. Problemer, der ganske enkelt kan beskrives som grov vold, mobberi og chikane.
Det er et totalt chok for den ellers velfungerende lille familie fra et parcelhuskvarter i forstaden Birkerød. Pludselig befinder de sig langt fra den beskyttede tilværelse på den idylliske vej Granbakken, hvor alle er venner på kryds og tværs af gaden med gåafstand til Furesøen.
For at forstå kontrasten til oplevelserne i det britiske er det vigtigt at forstå Morten Strunges barndom, og hvad der har rundet ham.
Morten er den mellemste af tre biologiske søskende. Desuden har han en ekstra storebror, Kasper, fra Annes tidligere ægteskab.
Han er rundet af et trygt barndomshjem. Moren, som er læreruddannet, går hjemme, til han bliver tre, som kompensation for, at hans far arbejder hårdt og derfor er fraværende derhjemme i perioder på grund af rejser. Den tilstedeværelse, som Svend Strunge ikke kan levere på det tidspunkt, får børnene fra deres mor.
"Min far arbejdede som en sindssyg, og man kan godt sige, at han først er blevet et rigtigt menneske, efter han gik på pension," siger Morten Strunge.
"Han var utrolig kærlig og rar, men han har også arbejdet utrolig meget, for når det kommer til hans prioriteter, så er der ikke for ham noget midtimellem. Det er enten den ene grøft eller den anden."
Derfor spiller Mortens mor en meget stor rolle i barndommen. Han er en udedreng, der aldrig bliver bidt af at spille computerspil som sin bror.
"Det er røvkedeligt," siger han.
Morten lærer i stedet at spille tværfløjte som syvårig og spiller stadig i dag. Han er sin egen i midten af søskendeflokken. Kristian lukker sig mere inde på sit værelse og spiller spil. Kasper bor kun hjemme, indtil han er 16. Signe, der i dag er designer og bor i England, er eneste søster i hjemmet med tre storebrødre.
Almindelig middelklassefamilie
Morten betegner sig selv og sine søskende som meget forskellige, men ser alligevel sig selv som rundet af en helt almindelig middelklassefamilie.
"Sådan en med vejfester og kylling i bakke til middag," siger han.
Morten er fra sine tidlige år præget af stærke personligheder. Dels sin mor, der repræsenterer det kærlige og det nære. Dels sin far, der står for den mere autoritære opdragelse. Og dels, men ikke mindst, Svend Strunges far, Holger Pedersen. Morten kommer til at se sin farfar som et forbillede på godt og ondt.
"I forhold til hvem jeg er, så har min bedstefar betydet meget for mig," siger Morten Strunge.
Holger Pedersen var direktør for Tørsleff, hvor han arbejdede sig op fra bunden. Efter at Toms og Anton Berg-gruppen indlemmede Tørsleff i en fusion, kom Holger Pedersen til at indtræde på bestyrelsesposter i det dengang magtfulde Toms Gruppen i mange år. En magtfuld chef af den gamle skole, som Morten både ser op til og definerer sig i modsætning til. Også selvom den gamle industridirektør bestemt ikke havde samme begejstring til overs for den unge dreng.
Bedsteforældrene boede tæt på Granbakken "på den anden side af skoven", og de så hinanden ofte.
"Jeg havde den tanke, at samme dag, jeg havde min første million, ville jeg pakke den ned i en kuffert og køre forbi og vise ham den," siger Morten Strunge med et stort grin.
"Han har aldrig kunnet lide mig, fordi jeg lignede min mor, men jeg har altid gerne villet bevise noget over for ham. Jeg har altid set op til ham og søgt hans anerkendelse. Nok fordi han ikke så mig og respekterede mig," siger Morten.
Han sidder i en stor, tung læderstol i sin pragtvilla på Frederiksberg, mens han siger disse ord. Og det ligger ligesom i ordene, at Morten Strunge selv føler, at det er lykkedes.
Modsætningen mellem det trygge barndomshjem med hjemmebagte boller og god tid – og så bedstefarens værdier og den rolle, han spillede for den unge Morten – kan ikke undervurderes. Den skabte et tidligt behov i Morten for at bevise sit værd. Og det begyndte at vokse i det små i beundringen, ærefrygten og et lille gran af frygt over for den alfaderlige bedstefar.
Gammeldags topchef
Toms-direktøren er det, Morten Strunge selv kalder en "oldschool direktør". Der var styr på de klassiske værdier. Han var manden ved bordenden, der med naturlig autoritet udstak rammerne for familien.
"Han gik op i sin familie, han var ordentlig, meget konservativ og regelret," siger Morten.
Den store fascination af Holger Pedersen er mangesidet, og en af de afgørende elementer for Morten Strunge i hans videre liv. Når man møder Morten Strunge privat, forekommer hans privatliv faktisk at være en ganske særlig sammenblanding af den gamle Holger Pedersens værdier og det, der i dag definerer den voksne Morten Strunge selv.
Morten Strunges villa på Frederiksberg, der blev købt efter salget af Onfone, er møbleret med inventar, der er som taget ud af en pragtvilla i 1920’erne. Dybe, tunge lædermøbler, kraftige farver på væggene og jagtgevirer i de forskellige rum. Og midt i dette tunge, stilfulde hjem sidder han selv med sin uundværlige laptop i skødet for konstant at kunne følge sine virksomheder og investeringer, optimere detaljer ved mobilselskabet Plenti eller følge udviklingen i sit nylancerede vinimportselskab.
"Min farfar kæmpede sig frem fra meget små kår og arbejdede sig op i Tørsleff fra en meget lille stilling, til han blev direktør."
Morten Strunge fortæller, at Holger Pedersen var kommunist under krigen "indtil han fik læst værkerne bag kommunismen og blev klogere". Derefter slog han ind på den vej, der skulle forme ham som en bestemt og hårdtarbejdende mand.
"Han var helt lavpraktisk en mand, der nød stor respekt. Min far havde stor respekt for ham. Men til gengæld overså han min mor, og det var først til sidst, at han opdagede, at min mor faktisk stillede op og hjalp til. Det gik op for min farfar, at min mor ville komme til at tage sig af hans kone, Inge, når han selv var død," siger Morten Strunge.
Holger Pedersen forblev for Morten billedligt talt den stolte mand for enden af bordet frem til sin død. Og siden er Morten Strunge blevet præget af sin far, der videreførte mange af de samme værdier.
Selvfølgelig skal de til England
Så da Svend Strunge, mens Morten går i fjerde klasse, kommer hjem og fortæller, at han skal etablere en afdeling af det selskab, han arbejder i, i England, så er det naturligvis bare sådan, det er, og udenfor diskussion. Også selvom det betyder, at den trygge middelklassefamilie skal rives op med rødderne. Tre børn skal ud af skoler og institutioner, og hele livet omkring dem skal ændres. Men eventyret trækker. Familien Strunge vil prøve at leve i udlandet. De ser det som en fantastisk spændende mulighed, der skal udforskes.
Hans mor er netop blevet færdig med sin cand.mag., som hun har taget som overbygning til sin læreruddannelse, og da eksamenspapirerne er i hus, er Anne Kjærulff klar til et eventyr i udlandet. Det samme er Morten. "Vi fik at vide, at vi skulle til England en aften, hvor vi var i Rungsted Havn for at spise. Derfra var der ingen tvivl – det ville vi gerne."
Og de bliver lokket med, at de skal få lov til at køre motocross.
"At vi så senere fik forbud mod det, fordi det alligevel var for farligt, er en anden sag," siger Morten Strunge med et stort grin.
De to brødre kommer i en skole, hvor man er klasseopdelt efter social status, hvor der er flidsmærker og udmærkelser for den indsats, man gør. Der er individuelle udmærkelser selv for ens rolle i holdsport i idræt. Samtidig er det normalen at gå i skoleuniform.
Skiftet fra den trygge danske folkeskole til det britiske skolesystem bliver mærkbart. Morten og storebror Kristian skal direkte ind på en engelsk kommuneskole på de klassetrin, der svarer til deres danske niveau, og de to danske drenge er under et massivt pres fra første dag. Ingen af dem kan et ord engelsk, hvilket i sig selv er en udfordring, men værre er det, at de britiske skolebørn tror, at de er tyske, hvilket udløser både mobning og vold.
"Briterne er den dag i dag utroligt stolte af deres rolle i de to verdenskrige, og ser man TV i England, kører der historiske udsendelser stort set dagligt om dengang. Så da eleverne i den engelske skole får den fejlagtige opfattelse, at vi er tyskere, fordi vi taler så anderledes, udvikler det sig meget voldsomt."
Udenfor fra starten
Kombinationen af at være nye samt at blive forvekslet med tyskere betyder, at Morten og Kristian de første tre-fire måneder rent ud sagt bliver budt på tæsk i skolegården.
"Det var helt afsindigt. Ligesom noget, man ser i en film. Man står der med en bølle over for sig og så 50 andre elever rundt om i en stor rundkreds, der bare råber og opfordrer os til at slås."
Det er med andre ord et helvede for de to drenge fra den allerførste start. De forstår ikke, hvad nogen siger, og der er kontant afregning i skolegården. Kristian og Morten starter på skolen samtidig, og de to brødre udsættes begge for de ydmygelser, som Morten tydeligt kan genkalde sig i detaljer, og som han vurderer har været med til at gøre ham til den, han er i dag.
De første tre-fire måneder er de værste, men derefter skifter det. I det mindste for Morten. Morten er stor og bred og hans fysiske statur gør, at han får sat sig i respekt. Og her var der intet at rafle om. Når man fik en på hovedet, skulle det samme – mindst – sendes den anden vej.
"Jeg er ikke nogen slagsbror, men det var vigtigt at markere sig. Vendte man den anden kind til, blev man tværet ud. Så man skulle slå igen med det samme, og man skulle slå til."
For de to drenges forældre er det en hård beslutning, de har truffet. Men de viger ikke tilbage. Og her får man et lille indblik i den baggrund, som Morten kommer fra. På den ene side har brødrene oplevet den bløde, trygge barndom med hjemmebagte boller og en omsorgsfuld mor, men da de står på udebane, og tæskene rasler ned over dem, holder forældrene fast.
"Vi kunne ikke bakke ud nu, sådan blev det," siger Svend Strunge i dag om den tid.
Tævene skal bearbejdes
Anne Kjærulff brugte mange timer efter hver skoledag på at tale med de to drenge og bearbejde deres oplevelser. Blandt andet blev Morten og Kristian skubbet bevidst ned ad trapper. Det var kun, fordi de havde lært rullefald til kampsport hjemme i Danmark, at de kunne klare den behandling.
"Drengene kom grædende hjem indimellem. De andre drenge skulle teste dem af, og jeg skal være ærlig og sige, at jeg nogle gange havde min tvivl, om det var det rigtige, vi havde gjort – om de ville klare det," husker Anne Kjærulff.
De to drenges far, Svend, så til gengæld anderledes på det. "De skulle bare lære at give igen. Kontant. Øje for øje, tand for tand," siger han.
I sidste ende sikrer en kombination af Mortens humor, hans fysiske statur og det, at han begynder at slå fra sig, at han bliver accepteret. Til gengæld er det britiske 'eventyr' en meget slem omgang for storebror Kristian. Kristian bliver jævnligt sendt hjem på forlængede ferier for at lade batterierne op og se gamle venner, og der gik efterfølgende mange år, før Kristian igen satte sine ben i England.
"Jeg tror, perioden i England har betydet en del for, hvem Morten er i dag. Han fik lært tingene på den hårde måde. Det var meget voldeligt og fjendtligt. Han mødte et skolevæsen, hvor det blev krævet af en, at man var selvstændig. Prøvede man bare at blive en del af gruppen, faldt man igennem," fortæller Svend Strunge.
Selv husker Morten gennembruddet som en dag, hvor "en stor, fed klaphat ved navn Cove" fik fat i ham i skolegården. Ungerne stimler rutinemæssigt sammen for at se afklapsningen. Den solide brite sparker ud efter Morten, der imidlertid parerer og får fat i Coves ben, som han løfter op i luften. Herfra ydmyger Morten Strunge slagsbroren ved at gå rundt med ham, mens Cove balancerer på et ben og hele tiden er ved at vælte.
"Jeg gjorde ham til grin, og det gav respekt."
Når man i dag spørger Morten Strunge om tiden i England, så er den også kendetegnet ved at være en tid, hvor hans familie stod tæt sammen. Hans far var ikke altid på rejse, men var hjemme i hverdagen efter arbejde, og i de år var de på ture stort set hver weekend for at se England. En vigtig kontrast til de hårde betingelser, opholdet også bød på.
Efter at Morten har vundet respekt i skolegården, begynder han til rugby. Hans plads bliver, på grund af hans kraftige fysisk, i scrum down. De to holds udvalgte spillere tørner sammen som tyre over for hinanden, inden bolden bliver givet op. Og på rugbyholdet møder han sjovt nok de samme bøller, som også deler tæv ud i skolen. I scrum down er det ikke meget anderledes. Der bliver delt nogle solide øretæver ud, mens man venter på bolden, og kampen kan komme i gang.
"Britisk rugby er helt vildt. Når der skal gives op, så står man tre-fire overfor hinanden. Man tæver virkelig hinanden," siger han, men til sin store overraskelse synes han faktisk, at det er sjovt. Morten har altid skrammer i den periode, tit nogle ret alvorlige nogle, men han kommer igennem det.
"Fra England fik jeg det med, at jeg lærte en anden kultur at kende. Og jeg fik nogle rigtig gode venner, som jeg altid var sammen med. En af dem var Luke, som jeg mødte til rugby. Han er et kæmpe brød. Og da jeg bliver venner med ham, vender det. Er der problemer, og bliver jeg udsat for noget i skolen, så farer han lige i flæsket på dem."
Morten Strunge klarer sig igennem de første prøvelser, og herfra bliver opholdet i England lettere. Han viser sig at være interessant for pigerne, og han får en række gode venner, som han skater med i fritiden.
"Jeg fik tæsk på mange måder i England. Både fysisk og mentalt, og i dag kan jeg se, at det har haft en stor betydning for mig. Man kan sige, at jeg blev god til at komme igen, og det har jeg været lige siden," konkluderer Morten.
Den egenskab får han brug for de næste mange år.
