Headset-division kan udløse opjustering for GN

GN Audio kommer til at trække GN Group positivt op, vurderer analytiker forud for koncernens kvartalsregnskab torsdag.

For andet kvartal i træk kan det meget vel blive GN Groups headset-division, GN Audio, der løber med de største overskrifter, når det danske selskab gør status for tredje kvartal torsdag morgen.

I mange kvartaler har det ellers været GN Audios storebror, høreapparatselskabet GN Hearing, der har fået klart mest rampelys, fordi det har gennemlevet massiv vækst og vundet store markedsandele.

Men i andet kvartal var det særligt en voldsom vækst i GN Audio, der trak op, og den fremgang er formentlig fortsat i tredje kvartal, hvilket kan medføre en opjustering af prognosen for hele årets fremgang i toplinjen.

Sådan lyder vurderingen fra Morten Imsgard, der er senioranalytiker hos Sydbank, inden regnskabet.

"Vi forventer, at GN vil løfte 2017-salgsprognosen for GN Audio i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal. Vi forventer, at indtjeningsprognosen for begge selskabets divisioner bliver fastholdt i forbindelse med regnskabet," skriver analytikeren i en optakt.

GN Groups forventninger lyder inden regnskabet på en organisk vækst på "mere end" 6 pct. i begge divisioner samt en EBITA-margin på "mere end" 20 pct. i GN Hearing og en EBITA-margin på "mere end" 17 pct. i GN Audio.

Generelt stor vækst i vente

Skæver man til de estimater, som Ritzau Estimates har indsamlet blandt otte analytikere inden regnskabet, er det da også forventningen, at GN Audio vil levere markant mere vækst i 2017 end de mindst 6 pct., der er stillet i udsigt fra selskabet selv.

Medianen af de otte analytikeres bud er 8,9 pct., mens der ventes en vækst på 6,9 pct. i GN Hearing. Analytikernes forventninger til marginen lyder på henholdsvis 17,7 pct. i GN Audio og 20,4 pct. i GN Hearing.

Og overordnet set betyder det også, at der skal mere gang i væksten i GN Hearing i tredje og fjerde kvartal, efter at første halvår kun gav en vækst på 4 pct. Men det er også forventningen hos analytikerne, som samlet set venter en organisk vækst i høreapparatselskabet på 7,8 pct. i tredje kvartal.

Det er særligt en relativt sen lancering af det trådløse topprodukt, Resound Linx 3D, der betyder, at størstedelen af væksten vil være placeret i andet halvår.

"Vi modellerer en acceleration i den organiske salgsvækst i GN Hearing i tredje kvartal i forhold til første halvdel af 2017. Et nemmere sammenligningsgrundlag kombineret med et stigende salg af den nyeste premium-høreapparatfamilie Resound LiNX 3D bør danne fundamentet for en stærk organisk salgsudvikling i kvartalet," skriver Morten Imsgard fra Sydbank, der selv venter en vækst på 8 pct.

Mere konkurrence

Hos Jyske Bank er det dog vurderingen, at man skal passe på med at være for optimistisk i forhold til væksten i andet halvår - blandt andet på grund af hård konkurrence fra flere konkurrenter på høreapparatmarkedet - herunder schweiziske Sonova, der i august lancerede sit nyeste trådløse topprodukt baseret på Sword-platformen.

Det fortalte banken i sidste uge i en analyse, hvor anbefalingen af GN Group blev sænket til "sælg".

"Vi sænker anbefalingen til "sælg" efter stigningen i aktiekursen over de seneste måneder, hvor aktien er steget mere end 10 pct. siden midten af august. Vi synes, at det er svært at retfærdiggøre på trods af den succesfulde lancering af Resound Linx 3D, der har resulteret i en stærk indledende fremgang med lav tocifret vækst mod enden af andet kvartal," skrev Jyske Bank ved den lejlighed i en analyse.

"Vi er dog forsigtige med at indregne tocifret organisk vækst gående ind i andet halvår, idet konkurrencen stiger med Sonovas nye 2,4 GHz-produkt tilgængeligt fra slutningen af august, som indhenter noget af GN Hearings teknologiske forspring siden 2010," fortsatte banken.

Professionelt audio fortsætter frem

I GN Audio venter analytikerne, at der har været en organisk vækst på 7,5 pct. i tredje kvartal. Det vidner om en salgsfremgang til 928 mio. kr. fra 833 mio. kr. i tredje kvartal sidste år.

Driftsresultatet (EBITA) ventes at være steget til 164 mio. kr. fra 139 mio. kr. i tredje kvartal 2016.

"GN Audio nyder godt af en meget konkurrencedygtig produktportefølje og et yderst professionelt salgs– og servicesetup omkring produkterne til Unified Communications-markedet (UC). Vi forventer, at det specielt er salget til kontor og call-centre, som trækker divisionens salgsvækst og herunder en fortsat stærk salgsudvikling inden for UC-segmentet," skriver Morten Imsgard, som også venter bedring i det ellers heftigt dalende Mobile-segment.

Analytiker om GN: Tabt retssag bør ikke få større betydning for aktien

GN Audio-chef: Opkøb skal skabe ny vækst 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Foto: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også