Columbus fastholder forventningerne til 2017
Columbus fastholder forventningerne i 2017 om en omsætning på cirka 1,35 mia. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 150 mio. kr. før aktiebaseret aflønning. Det fremgår af selskabets regnskab for første halvår af 2017.
Den globale it-virksomhed kom ud af første halvår med en omsætning på 642 mio. kr., hvilket er en stigning på 8 pct. Samtidig landede indtjeningen - EBITDA - på 71,2 mio. kr., hvilket også er en pæn fremgang på 7 pct.
Koncernchef Thomas Honoré er tilfreds.
"Vi følger den plan, vi har lagt, og leverer vækst både i omsætning og indtjening. Columbus' mål er at hjælpe vores kunder i den digitale transformation af deres forretning, og jeg er stolt over at vi har indtaget en ledende markedsposition indenfor cloud- og digitale transformationsprojekter," siger han i en pressemeddelelse.
Den væsentligste årsag til den større omsætning skal findes i serviceforretningen, som voksede med 10 pct.
"Vi ser generelt en stor efterspørgsel fra vores kunder på at få digitaliseret og optimeret deres forretning. I første halvår oplevede vi at cloud virkelig tog fart, og i dag leverer vi langt størstedelen af nye ERP-projekter i skyen," lyder det fra Thomas Honoré.
I 2016 opnåede Columbus IT en omsætning på cirka 1,2 mia. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 144,1 mio. kr.
Relaterede artikler:
Dansk it-selskab ser Brexit som en forretningsmulighed
For abonnenter