Uro på det amerikanske aktiemarked sendte danske it-aktier i minus

Store kursfald i den amerikanske it-sektor spredte sig til det danske aktiemarked mandag, hvor de fleste aktier endte i minus.
GN Store Nord og Nets endte nederst i C20 Cap-indekset, der trods pæne stigninger til Novo Nordisk og Pandora faldt 0,6 pct. til 1156,56.
Det amerikanske aktiemarked har fredag og mandag været præget af store kursfald i it-sektoren.
En negativ analyse fra Goldman Sachs, der har sat spørgsmål ved sektorens store kursstigninger i 2017, har sat gang i salg af aktier som Netflix, Apple og Amazon.
"Markedet har været præget af en del usikkerhed omkring it-sektoren i USA, som har haft en afsmittende effekt til det danske aktiemarked, selv om vi ikke rigtig har nogen store it-selskaber," siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør for aktier i Sydbank.
"Men det er klart, at det giver lidt nervøsitet, når der lige pludselig kommer markante kursfald," fortsætter han.
De danske it-aktier Columbus, Cbrain og Simcorp faldt 0,7 pct., 1,6 pct. og 4,6 pct.
Blandt C20-aktierne fik Nets størst stryg med et fald på 3 pct. til 121,50 kr. GN Store Nord fulgte efter med et dyk på 2,8 pct. til 202 kr., men aktien er stadig den mest stigende i C20 i år.
/ritzau/FINANS
Relaterede artikler:
Derfor drattede Apple, Facebook og Google pludselig om
For abonnenter