Dansk auto-platform vokser, men bundlinjen er fortsat negativ
Det går fremad for den danske autoværkstedsportal Autobutler, hvor bilejere kan indhente tilbud på deres reparationsopgaver. Mens omsætningen stiger, så ser det dog også til dels positivt ud på bundlinjen, hvor man har reduceret underskuddet fra 22 mio. kr. i 2015 til 12,4 mio. kr. i 2016, mens bruttomarginen er steget til 3,8 mio. kr. mod -6 mio. kr. året før. Det skriver Børsen.
I et mailsvar til Børsen forklarer medstifter Christian Legene, at det lige nu ikke handler om at lave overskud, men om at vinde markedsandele.
"Vi har haft en konstant vækst i antallet af nye kunder ikke mindst i Danmark og fik først i slutningen af året restruktureret og åbnet vores tyske landekontor. Isoleret set tjener vi penge i Danmark og fra næste år også i Sverige. Det er dog vigtigt at pointere, at vi ikke isoleret set har et mål om at have overskud nu, hvor forretningen udvides til flere markeder og produkter," lyder det fra Christian Legene til Børsen.
Autobutler blev forrige år opkøbt af den franske bilkoncern PSA, som blandt andet ejer Citroën og Peugoet, hvilket ikke bare har givet mulighed for at tænke stort i forhold til forretningen, men også givet rygdækning i form af egenkapitalen, som efter opkøbet er vokset til over 71 mio. kr.