Teknologigigant øger forventninger efter godt første kvartal

Teknologi- og konsulentvirksomheden IBM regner med stærk vækst trods suspendering af aktiviteter i Rusland.
Foto: SERGIO PEREZ/REUTERS / X00213
Foto: SERGIO PEREZ/REUTERS / X00213
Ritzau

Teknologiselskabet IBM oplyser tirsdag, at det regner med at ramme dets mere ambitiøse mål for omsætningen i 2022 efter et stærkt første kvartal.

Også selv om det kommer til at koste selskabet nogle ”få hundrede millioner dollar” at suspendere sine forretninger i Rusland som følge af krigen i Ukraine.

Det siger økonomidirektør James Kavanaugh til Reuters.

Ifølge Kavanaugh forventer IBM, at situationen med Rusland kommer til at koste mindre end en halv procent af den totale omsætning sidste år - hvad der svarer til lidt over 200 millioner dollar (1,4 milliarder kroner).

Det er på trods af, at servere fra IBM er markedsførende i Rusland.

Årsagen til de optimistiske udmeldinger om omsætningen for 2022 skyldes, at selskabet i første kvartal i år har overgået alle analytikernes forventninger.

Det viser en regnskabsmeddelelse tirsdag.

IBM’s omsætning steg således med otte procent til 14,2 milliarder dollar i kvartalet. Det svarer til knap 98 milliarder kroner, og var højere end analytikernes forventninger på 13,85 milliarder dollar.

Selskabets indtjening i perioden har også overgået forventningerne.

Det solide resultat skyldes blandt andet, at IBM oplever høj efterspørgsel fra klienter, der er i gang med at digitalisere deres aktiviteter.

Det gælder også i Europa trods krigen i Ukraine.

Derfor forventer James Kavanaugh, at væksten i 2022 primært vil blive drevet frem af IBM’s konsultationsvirksomhed.

Teknologigiganten har de seneste år flyttet fokus over på netop konsultationsvirksomhed og satset mere på software med højt vækstpotentiale som cloud-tjenester.

Det er sket for at komme flere år med stagnerende vækst til livs.

/ritzau/Reuters

IBM: AI virker bedst med mennesker bag rattet

IBM og SAP indgår stort partnerskab

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også