Ordreindgang hos Simcorp understøttes af normalisering

Simcorps kvartalsregnskab lander fredag, og her venter analytikerne, at ordreindgangen er steget markant. 
Foto: Simcorp/PR
Foto: Simcorp/PR
AF MARKETWIRE

Simcorp ventes at fortsætte den stærke ordreindgang i tredje kvartal, idet finanssoftwareselskabet spås en understøttelse fra en begyndende tilbagevenden til normalen og dermed bedre adgang til kunderne.

Det vurderer Sydbanks Simcorp-analytiker Per Fogh i et analysenotat forud for regnskabet, der ventes fredag morgen.

Ordreindgangen ventes ifølge Simcorps egen estimatindsamling at være steget markant til 24,2 mio. euro fra 21,7 mio. euro i tredje kvartal sidste år, mens Sydbank ser ordreindgangen lande på 23,3 mio. euro.

Sydbanks analytiker venter en positiv effekt på ordreindgangen, da den begyndende genåbning og kundernes tilbagevenden vil gøre det nemmere for Simcorp at besøge potentielle kunder.

"Vi forventer dog, at kunderne endnu er tilbageholdende, hvilket kan føre til udskydelser af nye projektsejre," skriver Sydbanks Per Fogh.

Ordrebogen ventes ifølge analytikere adspurgt af Simcorp at være steget til 53,1 mio. euro fra 43,8 mio. euro ved udgangen af tredje kvartal sidste år og 52,1 mio. euro for udgangen af andet kvartal.

Indgangen af nye ordrer ventes ifølge Sydbank at blive modsvaret af ordreeksekveringer og indtægtsførelser.

Vækst ventes drevet af hosting

Omsætningen ventes i tredje kvartal ifølge analytikerestimatet at være steget med til 115,9 mio. euro fra 100,2 mio. euro. Hos Sydbank ligger estimatet en spids lavere i 116,8 mio. euro svarende til en vækst på 16,6 pct.

En negativ valutaeffekt – især fra dollar – ventes ifølge Sydbank fortsat at tynge omsætningen.

Licenssalget ventes ifølge Sydbank at lande på 23,3 mio. euro i kvartalet, hvilket primært vil være drevet af "additional license sale", hvor Sydbank ser, at kontraktfornyelser vil være den bærende faktor.

"En højere ordrebog ved indgangen til tredje kvartal 2021 i forhold til samme kvartal sidste år, vil bidrage positivt til aktiviteten," skriver Sydbank.

Omsætningen fra software-opdateringer og support ventes ifølge Sydbanks estimat at være steget 4,8 pct. til 45,2 mio. euro, og professionel services vurderes at vise en omsætningsvækst på 10 pct. til 39,6 mio. euro.

"Den stærke vækstudvikling skyldes primært det ekstraordinært høje aktivitetsniveau i fjerde kvartal 2020, som fortsat smitter af på support og serviceaktiviteterne," skriver Sydbank.

Hosting og andre indtægter ventes ifølge Sydbank at vise en vækst på 40 pct. til 8,7 mio. euro.

Lønsomheden ventes ramt

Finanssoftwareselskabets bruttomarginal ventes i kvartalet at være steget til 62,8 pct. fra 61 pct. på baggrund af et relativt nemt sammenligningsgrundlag som følge af lønreguleringer indgået i tredje kvartal sidste år.

"Det stigende salg af hosting-løsninger lægger pres på lønsomheden, da der indtil videre er tale om nulmarginal omsætning, som faktureres til tredjeparts leverandører," skriver Per Fogh.

Simcorp ventes ifølge Sydbank at vise en vækst i driftsindtjeningen før særlige poster på 33,7 pct. til 29,9 mio. euro, og driftsmarginen ventes i kvartalet at være løftet til 25,6 pct. fra 22,3 pct.

Lønsomheden vurderes af Per Fogh at være drevet af en højere bruttomarginal samt lavere udviklingsomkostninger.

Simcorps forventninger til 2021 målt i lokal valuta lyder på en omsætningsvækst i niveauet 6 til 11 pct. og en overskudsgrad (EBIT-margin) i niveauet 24,5 til 27,5 pct.

De forventninger venter Sydbank fastholdt, men finanshusets analytiker udelukker ikke, at indtjeningsprognosen kan blive indsnævret.

Simcorps finansdirektør modtager aktier for 1,8 mio. kr.

Simcorp og Netcompany får klø under sektorrotation 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også