Amazon straffes for svag indtjening trods stærkt salg

Den amerikanske tech-gigant kunne ikke tilfredsstille analytikerne med selskabets regnskab for andet kvartal.
Foto: PASCAL ROSSIGNOL/REUTERS / X00234
Foto: PASCAL ROSSIGNOL/REUTERS / X00234
AF RITZAU FINANS

Handelsgiganten Amazon solgte bedre end ventet i markedet i andet kvartal, men formåede ikke at klemme nok indtjening ud af salget til at tilfredsstille analytikerne.

Det fremgår af regnskabet for perioden, der blev offentliggjort efter det amerikanske markeds lukning torsdag. Aktien faldt efterfølgende med 1,62 pct. i eftermarkedet.

Samtidig skuffer forventningerne til tredje kvartals driftsindtjening også klart, hvilket ifølge Bloomberg News kan få investorerne til at frygte, at Amazon er på vej ind i en ny periode med meget tunge investeringer, der skal hjælpe til med at modstå stigende konkurrence.

Amazon omsatte for 63,4 mia. dollar i april, maj og juni, mens analytikerne havde sigtet efter 62,5 mia. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

Til gengæld skuffede bundlinjen ved at vise en indtjening per aktie på 5,22 dollar mod ventet 5,56 dollar.

For tredje kvartal venter Amazon en driftsindtjening på 2,1-3,1 mia. dollar, hvilket er klart under analytikernes forventninger om 4,3 mia. dollar.

Og der er tegn på et tungere investeringsniveau i regnskabet. Blandt andet har Amazon i andet kvartal kastet 800 mio. dollar efter at sikre leveringer på en dag til sine bedste kunder for at fastholde en fordel over for rivaler som Walmart.

Driftsomkostningerne voksede også samtidig hurtigere end omsætningen, og også det kan indikere, at topchef Jeff Bezos forsøger at udnytte den vedvarende stigning i salget til at fastholde et forspring til rivalerne - selv om det går ud over resultaterne i enkelte kvartaler.

Teknologi-rally bag rekordgevinster i aktiemarkedet

Vestager udsteder milliardbøde til amerikansk tech-gigant 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også