Bank øger ejerskab i Netcompany efter nyt opkøb
![Adm. direktør og medstifter i Netcompany, André Rogaczewski. | Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article10667904.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Andr%25C3%25A9%2520Rogaczewski%2520Netcompany.jpg)
Danske Bank har købt op i it-koncernen Netcompany, der fik et brag af en børsdebut torsdag i sidste uge, og banken ejer nu samlet 12,14 pct. af selskabets aktiekapital og 8,41 pct. af stemmerettighederne.
Ejerskabet er både direkte og indirekte gennem Danica Pension Livsforsikringsaktieselskab, Danica Pension Försäkringsaktiebolag og Danske Invest, fremgår det af en meddelelse onsdag eftermiddag.
Den danske bank ejer dermed i alt mere end 6 mio. aktier i Netcompany, og det er et stykke over de omkring 4,7 mio. aktier, som banken annoncerede, at den ejede i sidste uge. På daværende tidspunkt havde banken en ejerandel på 9,44 pct.
Danske Bank fungerede også som stabiliseringsagent, da Netcompany gik på børsen i sidste uge, men allerede efter de første fem handelsdage er det arbejde afsluttet, bekræfter it-koncernen over for Ritzau Finans.
Tidligere onsdag kom det nemlig frem, at Danske Bank på vegne af Netcompany har udnyttet overtildelingsretten og solgt yderligere 3 mio. aktier, som var det maksimale overallokeringsniveau, til en kursværdi på 155 kr. stykket.
Det betyder også, at Danske Banks ejerandel i Netcompanys ikke har noget at gøre med det støttemandat, som det fik tildelt i forbindelse med rollen som stabiliseringsagent.
På børsdebuten steg Netcompany-aktien hele 29,7 pct. til 201 kr., og de to efterfølgende dage var der også plusser ud for aktiekursen. Det samme var der onsdag, hvor aktien lukkede med et plus på 1,95 pct. til 209 kr., og dermed er aktien samlet steget 34,8 pct. fra udbudskursen på 155 kr.
/ritzau/FINANS
Relaterede artikler
Netcompany sælger ekstra tre mio. aktier
For abonnenter