Klumme: Styrk dit performancebarometer og reducer stress – automatisk

Pres er godt på den korte bane. Men hvis pres bliver til stress, kan man ikke rationelt beslutte sig for at bryde ud af det. Så skal vi en anden vej - bagom snak og selvdisciplin. For det virker.
Det er ikke ligegyldigt, hvilke billeder vi vælger til kontoret eller vores pauseskærm. Arkivfoto: P. Schickert/AP/Ritzau Scanpix
Det er ikke ligegyldigt, hvilke billeder vi vælger til kontoret eller vores pauseskærm. Arkivfoto: P. Schickert/AP/Ritzau Scanpix
Af Gitte Maria dal Santo

Vores arbejdsmiljø påvirker os positivt og negativt. Det kan være stimulerende, støttende og nærende. Men det kan også være toksisk, tærende og uudholdeligt. Det kan løfte os - og begrænse os. Én person kan gøre forskellen (inklusiv os selv!).

Gode og dårlige energier på arbejdspladsen smitter, fordi nervesystemer smitter via spejlneuroner i hjernen. Eller “vi smitter” som Jeremy Hunter, ekspert i mindfulness og ledelse, der står bag The Inner MBA, indledte sit oplæg på konferencen Wisdom 2.0. i nov. 2023.

Derfor er det vigtigt at være ultrabevidst om, hvordan vi styrer vores energibarometer, dvs. hvilken energi vi leder os selv og andre fra. Hvilken energi vi tager beslutninger ud fra. Hvordan vi smitter andre og hvem der smitter os – på godt og ondt, samt hvordan vi “detokser”, hvis det bliver nødvendigt. 

Kropsligt intelligente tech-løsninger kan hjælpe

Wisdom 2.0. er en tilbagevendende event, der inspirerer til at tænke over, hvordan moderne teknologi kan udvikles for at understøtte menneskelig trivsel. 

Jeg er fascineret og optaget af kropsligt intelligente tech-løsninger, der kan hjælpe med at øge vores energi og dermed performance-niveau, styre vores mentale tilstand og håndtere stress. 

Det er løsninger, der bygger på og udnytter den såkaldte mind-body-connection, dvs. den sanseautomatik, som helt naturligt stimulerer nervesystemet positivt, når vi lytter eller dufter til, smager, rører eller ser noget, vi kan lide. Mest udbredt er den auditive sanseautomatik, der bruges i guidende mindfulness-, meditations- og hypnoseapps, men også i apps, der arbejder dybt med lydbølger eller musik, som coaching-appen BetterUp netop har sat fokus på. 

Automatisk effekt – og effektfuld automatik

Selv arbejder jeg med en visuel tilgang, metode og løsning til at styre mental tilstand ved henholdsvis at booste energi- og performanceniveau og reducere stress – automatisk. 

Det er en forskningsbaseret metode, der udnytter den måde, hjernen, nervesystemet og hormonbalancen bliver påvirket på, når man ser på billeder, som man kan lide. 

Metoden er digitaliseret som en selv-coaching app med 5 trin. Den bruger billeder og coachende spørgsmål til at facilitere dybdegående personlig indsigt og visuel nudging til at forankre indsigten ved hjælp af neuro-intelligente notifikationer uden stressende påmindelser om, hvad man skal huske at gøre. 

For notifikationerne viser kun den indsigt og de billeder, man selv har fået og valgt, og aktiverer øjeblikkeligt de ressourcer og tilstande, man kom i kontakt med første gang, man valgte at arbejde med det billede. 

Det fungerer, fordi den visuelle sanseautomatik og sansehukommelse bliver aktiveret på præcis samme måde, som når en sang, duft, smag eller følelsen af at røre ved et bestemt materiale giver associationer og fremkalder følelsesmæssige tilstande og personlige minder på et splitsekund – uden at man skal tænke over det eller gøre noget for at få det til at ske. 

Dét er afgørende for at implementere indsigt og styre ens energi- og stressniveau. Det er en enkel og effektiv metode til at ændre mental tilstand uden selvdisciplin, råd eller rationelle argumenter – for de virker sjældent på den lange bane. 

Stress kan ikke tænkes væk

Man kan ikke rationelt beslutte sig for at komme af med stress - så ville de hundredtusindvis af stressramte jo gøre det. 

Det skyldes, at stress blokerer væsentlige kognitive funktioner. Billeder, derimod, bryder igennem de kognitive blokeringer, løsner op og giver adgang til ressourcer, som den enkelte har brug for til at bryde ud af længerevarende pres eller stress, træffe en beslutning, nå et mål eller udleve en ambition. For billeder spejler os ved hjælp af de samme spejlneuroner i hjernen, som vores nervesystem smitter med. Det er de neuroner, der gør os i stand til at vise empati og indlevelse. Det er dem, der gør, at vi bliver bevæget eller opløftet, når vi oplever, at andre er det – og at vi kommer til at gabe, når andre gør det. 

Så for at bryde ud af stress, skal vi en anden vej: bagom det kognitive, bagom rationel snak og selvdisciplin. Vi skal ind i kroppen og bruge naturens eget apotek, dvs. den sanseautomatik, som reducerer stresshormonet kortisol i blodet og giver ro, samtidig med at den øger hormoner som serotonin, dopamin og oxytocin, der løfter vores energi og styrker følelsen af meningsfuldhed og forbundethed til os selv og til andre — også i vores arbejdsmiljø. For det smitter positivt. 

Jo mere bevidste vi er om den mekanisme og automatik, jo bedre kan vi styre vores tilstand, trivsels- og performancebarometer (og evt. vælge passende billeder til kontoret eller pauseskærmen). 

Få det på nethinden

Den mekanisme oplevede en ung cloud-ingeniør, jeg har coachet i Google, da han prøvede appen. Han bruger den ikke mere, for nu sidder billedet, han valgte, på nethinden. Han ser det for sig, når han skal præstere eller bliver bragt ud af fatning: 

“Jeg visualiserer mit billede næsten hver morgen, men særligt før jeg går ind til vigtige møder - og helt sikkert i situationer, hvor jeg bliver nervøs eller urolig, fordi det bringer mig i en rolig og selvsikker mental tilstand,” som han fortalte mig.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også