Preben Damgaards enke træder ind på scenen

Preben Damgaards investeringsselskab fortsætter trods hans pludselige død sidste år. Nu træder hans enke frem og forventer, at Damgaard Company går ”stærkt og velforberedt ind i 2023”.
Foto: Pr
Foto: Pr

Preben Damgaards investeringsselskab Damgaard Company fortsætter, og den kendte it-investor, der døde pludseligt i december sidste år, har efterladt et selskab med en solid egenkapital og en solid portefølje. Det sætter nu hans enke, Charlotte Damgaard, i stand til at videreføre Preben Damgaards arbejde.

Det fremgår af Damgaard Companys regnskab, som ITWatch har fået indsigt i. Charlotte Damgaard ønsker ikke at stille op til interview, men i en omfattende og personlig beretning i regnskabet giver hun ikke bare svar på sin egen fortsatte rolle i selskabet, men også de planer der fremover er for Damgaard Company.

”Med afsæt i selskabets soliditet og eksisterende strategi, og med et fortsat tæt samarbejde med selskabets daglige ledelse og et netværk af fortrolige forretningspartnere og kompetente rådgivere, går Damgaard Company stærkt og velforberedt ind i 2023,” skriver selskabets ledelse med Charlotte Damgaard for bordenden.

Fortsætter i spidsen

Hun er formand for bestyrelsen i selskabet, og den position fortsætter hun i, skriver hun.

”Charlotte Damgaard, der som bestyrelsesformand i Damgaard Company igennem 15 år, har deltaget aktivt i selskabets overordnede og strategiske ledelse, fortsætter uændret,” lyder det.

Desuden fortsætter den samlede bestyrelse arbejdet og fokus på mission og visioner for selskabet, lyder det. Målet er at skabe værdi for ”kunder, investorer, medarbejdere og øvrige stakeholdere.”

Regnskabet viser, at Charlotte Damgaard sidder med en stor formue. Selskabets samlede egenkapital lyder på 749 mio. kroner tynget af, at selskabet går sammenlagt 129 mio. kroner tilbage på bundlinjen fra et overskud på 72 mio. kroner i 2021 til et underskud på 57 mio. kroner sidste år.

I regnskabet beskrives udviklingen på ”den geopolitiske scene” som baggrund for, at Damgaard Company taber penge. Og som modsvar har sat fokus på ”øget profitabilitet og solidt kapitalgrundlag i porteføljevirksomhederne,” lyder det.

Det går også igen for mange andre investeringsselskaber i it-branchen.

Stort set alle investeringsselskaber har noteret sig store tab sidste år. Det gælder eksempelvis også Ib Kunøes Consolidated Holding, der gik 1,4 mia. kroner tilbage sidste år.

Men ganske som andre selskaber også melder ud, har Damgaard Company oplevet fremgang i starten af 2023, fremgår af regnskabet.

”Med udgangspunkt i et solidt kapitalgrundlag, høj likviditet og en portefølje af værdifulde og innovative selskaber, forventer bestyrelsen derfor også en positiv udvikling i 2023 og herunder også fortsat vækst og langsigtet værdiskabelse,” skriver Charlotte Damgaard.

Hun bruger regnskabets ledelsesberetning til at sende et personligt forretningsmæssigt blik tilbage på den arv fra sin mand, som hun nu har overtaget ledelsen af sammen med fortrolige nøglepersoner som Lars Romedahl, der står i spidsen som direktør.

På plads

Selskabet kalder fundamentet for fremtiden ”på plads med stifters drivkraft.”

Preben Damgaards virke beskrives således:

”Gennem en lang årrække havde han med strategisk forudseenhed, stærkt forretningstalent og ekstraordinær flid været drivkraft i opbygning af Damgaard Companys portefølje af innovative vækstvirksomheder.” Og Preben Damgaards rolle underspilles ikke. 

Det kaldes ”i al væsentlighed” Preben Damgaards fortjeneste, at virksomheden i dag er involveret i og medejer af en række succesfulde og innovative virksomheder.

I 2020 skrev ITWatch denne artikel, hvor Preben Damgaard selv ikke afviste, at salget af den portefølje af investeringer i Too Good to Go, Templafy, Configit og Dixa på sigt kan overgå hans afkast fra salget af Navision til Microsoft for 20 år siden.

”Jeg har aldrig haft en stærkere og mere potent investeringsportefølje, end jeg har nu. Jeg har aldrig siddet med så stærke selskaber,” sagde Preben Damgaard til ITWatch dengang.

Og visionerne for fremtiden er fortsat stærke, lyder det fra Charlotte Damgaard i regnskabets beretning.

”Virksomheder, der er kendetegnet ved at besidde disruptive teknologier, skalérbare forretningsmodeller og potentiale for markant vækst, og som i kraft af dette udgør et fantastisk afsæt for Damgaard Companys fortsatte vækst og udvikling,” hedder det.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også