7N-direktør: "Nu møder vi hinanden med mundbind og mistro"

Coronaen har ramt igen i anden bølge, og den begynder nu at sætte sig i os i form af en grundlæggende ændring af den måde, vi er på, den måde vi arbejder på og vores ellers så tillidsfulde natur, lyder det fra direktøren for milliardselskabet 7N.
Foto: PR
Foto: PR

Coronakrisens anden bølge er over os, og krisen tynger store dele af det danske erhvervsliv, der holdes i gang af hjælpepakker.

Men Jeppe Hedaa, der er rigmand og direktør for det milliardstore it-konsulenthus 7N, er stærkt bekymret over helt andre dele af konsekvenserne af krisen, som han mener, der slet ikke tales nok om.

Han har i princippet sit på det tørre. 7N går godt trods krisen, for de store it-projekter fortsætter. Men Jeppe Hedaa kan alligevel se alvorlige konsekvenser af krisen, som får stor betydning for det danske samfund, siger han i dette første af en række interviews, hvor ITWatch har bedt centrale spillere i branchen se på, hvilke konsekvenser krisen får.

Jeppe Hedaa er stærkt kritisk over det ensidige fokus, han ser i den måde, krisen omtales på.

"Coronakrisen opgøres stort set kun i økonomi, men det er et kæmpe problem. For det er langt fra bare økonomiske konsekvenser, vi er udsat for, og der er langt større og mere vidtrækkende konsekvenser af krisen, når nu den ser ud til at vare ved," siger han.

Jeppe Hedaa påpeger, at der går en masse viden tabt i erhvervslivet. Også i hans egen branche, it-branchen.

"Det, at vi ikke er sammen fysisk, betyder for os i it, at vidensdeling og udvikling bliver reduceret. It-branchen bliver udviklet af, at vi mødes, at vi er sammen, at vi udvikler os sammen på konferencer og messer, men når alt dette er afviklet og erstattet med virtuelle møder, så er jeg nervøs for, at vi sætter dele af udviklingen tilbage eller i stå."

Færre nye ideer

Han siger, at det kan vise sig at være alvorligt for fremtidens teknologiske løsninger, hvis vi ikke har denne fælles vidensdeling i branchen i en længere periode.

"Vi udvikler ikke nye ideer hver for sig, det gør vi, når vi er sammen med andre."

Men han understreger, at konsekvenserne af krisen strækker sig bredt og langt ud i landet.

"Vi har blandt andet svage, der lades i stikken. Ældre og singler, der er dybt ensomme, og som ikke kan få besøg. Vi udvikler os ikke lige så godt og får ikke samme slibning fra andre mennesker, når vi er alene, og det er ganske alvorligt."

I Jeppe Hedaas optik er landet blevet et andet.

"Jeg har altid oplevet det at være i Danmark, som at man mødes med et smil og med nysgerrighed – med åbne arme og kram. Vi så intuitivt fremmede mennesker som potentielle venner."

Han understreger, at han er fortaler for brug af mundbind for at begrænse smitten.

"Men nu møder vi hinanden med mundbind og mistro. Nogle går over på den anden side af vejen, hvis man mødes på fortovet, da mange er nervøse. Vi har skiftet det indre billede af potentielle venner ud med potentielle fjender, og det mærkes på alle niveauer. Det er en voldsom forandring i vores kultur," siger han.

Det er nogle af de alvorlige øvrige konsekvenser af den krise, vi står midt i, og det handler om mere end økonomi.

"Det er for mig faktisk meget mere alvorligt end de generelle, kortsigtede økonomiske konsekvenser. Vi taler alene om hjælpepakker, og er alle i konstant dialog og erfaringsudveksling om krisens økonomiske konsekvenser, men det er ærgerligt, at vi ikke taler nok om de områder, som på den lange bane er langt vigtigere end økonomi."

"Det handler om, at mennesker bliver meget presset af det, der foregår nu," siger Jeppe Hedaa.

Sensationslyst

Han langer også ud efter mediernes behandling af coronapandemien.

"Udover min bekymring om ensomhed, så kan jeg få øje på depressioner, der stammer fra ensidig information fra sensationslystne medier, som ikke bliver balanceret i omgang med almindelige, fornuftige mennesker," siger han.

7N-direktøren ser problemer i sundhedsvæsenet med manglende afklaring af andre sygdomme.

"Splittede familier, følelser af en forsømt ungdom blandt unge, overdrevent fokus på politikeres agenda, manglende fokus på kreativ innovation i virksomhederne," siger han.

"Der er mange problemfyldte og udfordrende områder, som vi burde fokusere på – ud over økonomi. Dem glemmer vi, og det bekymrer mig," siger Jeppe Hedaa.

Milliardstort konsulenthus har sat vækstplaner på hold og det gavner indtjeningen 

Så mange it-projekter blev bremset under coronakrisen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også