
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) mener, at flere skal betale skat af det, de tjener på at købe og leje tjenester og produkter. Derfor har skattemyndighederne indgået et samarbejde med Mobilepay, der skal levere tekniske løsninger til automatiske indberetninger.
Det skriver dagbladet Børsen.
"Hvis man sælger en ydelse, skal køberen kunne se, at der er indberettet Skat. Så hvis jeg anmoder om nogle penge, så kan du se, at de bliver indberettet. Det skulle gerne være en konkurrencefordel i Danmark," siger skatteminister Karsten Lauritzen til dagbladet Børsen.
Mandag løfter regeringen sløret for den nye deleøkonomiske strategi, hvor Mobilepay skal være med til at gøre det nemmere for danskerne at indberette skat.
Helt konkret skal den digitale betalingstjeneste bidrage med viden og erfaringer til en teknisk løsning, inden for såkaldt application programming interface (API), som gør det muligt at koble digitale platforme til skattesystemet.
Det vil blandt andet gøre det muligt for en tjeneste som Airbnb at indberette brugernes lejeindtægter automatisk.
Skatteministeriet og Mobilepay vil derudover gøre det nemmere for danskerne at få fradrag.
"Det er ikke alle, som husker at gå ind og registrere fradrag, så det kunne være interessant, hvis man i flere tilfælde kunne få det til at ske automatisk. Det vigtige er, at det er borgeren eller brugeren, som er i kontrol og giver sin accept," siger Bo Tolstrup Christensen, udviklingschef i Mobilepay, til avisen.
/ritzau/FINANS
Mere fra ITWatch
Radikale vil øge skattekredit-ordningen til gavn for udviklingstunge startups
Radikale Venstre har onsdag præsenteret et økonomisk udspil, der rummer bl.a. et forslag om at afsætte 2 mia. kr. til forskning, øgede skattekreditter til virksomheder uden overskud og en afskaffelse af den såkaldte iværksætterskat. Skattekreditordningen bruges blandt andet af nystartede it-virksomheder.