Universiteter frygter snærende loft over optag i byerne

Uddannelser skal skæres bort, og der kommer loft over optaget i byerne, vurderer universiteters formand.
Anders Bjarklev er formand for Danske Universiteter. | Foto: DTU //PR
Anders Bjarklev er formand for Danske Universiteter. | Foto: DTU //PR
Af Ritzau

Der var lagt op til, at hver tiende uddannelsesplads i de store byer skulle udflyttes eller nedlægges.

I stedet er en politisk aftale om udflytning af uddannelser endt med, at det kun bliver hver 15.-plads - svarende til 6,4 procent.

Umiddelbart en god nyhed, lyder vurderingen fra Danske Universiteters formand, Anders Bjarklev.

”Vi har oplevet, at forligspartierne et langt stykke ad vejen har kunnet bruge det, vi under en del besvær fik skruet sammen i universitetssektoren i efteråret,” siger han.

”Og jeg vil også gerne kvittere for, at det ser ud til, at man har fundet flere midler, end der oprindeligt var lagt op til,” siger han.

Men aftalen, som regeringen og et bredt politisk flertal har indgået, giver ham alligevel bekymringer:

”Der er mange detaljer i aftalen og også et element i det, at nogle uddannelser skal skæres bort. Ikke bare flyttes, men ophøre med at eksistere,” siger Anders Bjarklev.

Formanden, der til daglig er rektor på DTU, ser aftalen som udtryk for, at der reelt kommer et loft over optaget på de videregående uddannelser i byerne.

”Den måske allerstørste bekymring er, at vi det næste lille årti ser ud til at få et loft over, hvor mange studerende vi må have i de store byer. Det er en betydelig begrænsning på universiteternes evne til at tilpasse sig udviklingen i samfundet og tilbyde nye uddannelser,” siger universiteternes formand.

Det giver nogle snærende bånd, som ikke er i samfundets interesse, lyder det.

”Hvis vi laver nye uddannelser, så skal vi til at foreslå, at nogle andre fjernes tilsvarende. Det er en meget vanskelig begrænsning, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med, hvordan vi smartest som samfund kan udvikle os, eller hvor behovet er størst,” siger han.

Aftalen om udflytning af uddannelser afsætter 805 millioner kroner til etablering og udvikling af 41 nye uddannelsesinitiativer frem mod 2028.

Bag aftalen står regeringen, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.

SF roser uddannelsesaftale – Radikale kalder den en lort

Organisationer: Politisk aftale om udflytning løser ikke grundlæggende problem

Udflytningsaftale lægger op til it-samarbejde mellem universiteter

Aftale om udflytning af uddannelser faldet på plads

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også