USA overvejer restriktioner på teknologisalg til Kina

USA overvejer en ny lov, som vil begrænse udenlandske selskabers adgang og brug af amerikansk teknologi, skriver The Wall Street Journal.
Foto: Erin Scott/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Erin Scott/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Den amerikanske regering under præsident Donald Trump overvejer at indføre yderligere restriktioner på teknologisalg fra amerikanske virksomheder til Kina. Det ville blandt andet begrænse salget af chipudstyr fra USA.

Det skriver The Wall Street Journal med henvisning til unavngivne kilder.

Det er det amerikanske handelsministerium, som er ved at udarbejde ændringer til en lov, der begrænser udenlandske selskabers adgang og brug af amerikansk teknologi med henvisning til militære- eller nationale sikkerhedshensyn.

Den nye regel, hvis den vedtages, vil kræve, at chipproducenter verden over skal søge om tilladelse til at levere til kinesiske virksomheder, herunder Huawei, såfremt der indgår teknologi fra USA i produkterne.

"Tiltaget har til formål at bremse Kinas teknologiske fremskridt, men kan også risikere at forstyrre den globale forsyningskæde for halvledersektoren og skade væksten hos mange amerikanske selskaber, ifølge flere branchedeltagere," skriver avisen.

Der er ikke fuld opbakning i den amerikanske regering til den foreslåede regelændring, og præsident Donald Trump har endnu ikke haft forslaget til overvejelse. Præsidenten har tidligere sagt, at han gerne ser, at virksomheder fra USA kan levere ikke-følsomme komponenter til Huawei.

I forvejen er der begrænsninger i, hvad amerikanske selskaber må levere til Huawei - også selv om komponenterne er produceret uden for USA.

"De ønsker, at ikke en eneste fabrik i verden vil producere noget som helst til Huawei. Det er målet," siger en af de unavngivne kilder til avisen.

Ifølge The Wall Street Journal er netop halvledere et nøgleområde, hvor Kina ikke har formået at frigøre sig fra afhængigheden af udenlandske selskaber, og chips og komponenter udgør en af de største andele af amerikansk eksport til Kina.

Tidligere mandag skrev The Wall Street Journal også, at Trump-regeringen overvejer et forbud mod, at General Electric (GE) kan levere sin flymotor Leap1c til flytypen Comac C919, der er under udvikling i Kina, hvilket vil kunne forsinke udviklingen af flyet på ubestemt tid.

Briter under pres siger delvis ja til Huaweis 5G-netværk

Apple kan nå 2000 mia. dollar i 2021 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også