ITWatch

Facebook og Apples skatteregler i EU splitter danske kandidater

Danske spidskandidater til valget til EU-Parlamentet diskuterede fredag, hvordan EU's skattepolitik skal se ud.

EP19: Konference om skattesnyd og EU med deltagerne i debatten som er Jeppe Kofod (S), Morten Løkkegaard (V), Margrete Auken (SF), Rasmus Nordqvist (Alt.), Morten Helveg Petersen (R), Peter Kofod (DF), Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU), Pernille Weiss (K), Nikolaj Villumsen (Enh.) og Mette Bock (LA). på Christiansborg, fredag den 10. maj 2019. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Spidskandidaterne til det forestående valg til Europa-Parlamentet er splittede på spørgsmålet om, hvorvidt der skal fastsættes et bundniveau for EU-landenes selskabsskat.

Det står klart, efter at kandidaterne fredag diskuterede spørgsmålet på en paneldebat på Christiansborg.

Blandt fortalerne for en minimumsselskabsskat er Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Venstre, Enhedslisten og Alternativet.

Argumenterne går på, at selskabsskatterne rundt omkring i Europa over de seneste år er faldet og faldet, og at det er blevet for let for store internationale virksomheder at hoppe rundt for at betale mindst muligt i skat.

Her tænker politikerne særligt på eksempelvis Facebook, Apple og Nike,

"Det er ikke den lille købmand, det her handler om, men dem, der kan gøre brug af dygtige advokater. Selvfølgelig skal vi have fælles regler. Det giver god mening i den globale verden," siger De Radikales spidskandidat, Morten Helveg Petersen.

På den anden banehalvdel er Folkebevægelsen mod EU, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative, der er imod.

"Skat er et national anliggende. Jeg synes, det giver mening, at det forbliver på nationalt plan," lyder det fra Peter Kofod, spidskandidat for DF.

Liberal Alliances spidskandidat, kulturminister Mette Bock, tilføjer:

"Man skal være realistisk. Hvis man laver en fælles bund, skal man bare vide, at der er selskaber, som ikke vil placeres i et EU-land, men i et andet land."

"Så trækker man arbejdsplader ud af EU. Selskabsskatten er noget, man kan tiltrække virksomheder og arbejdspladser på. Det med at begynde at kratte sig ind på fællesskatter er virkelig en dårlig idé for os alle sammen," siger hun.

De europæiske vælgere skal sætte deres kryds fra 23. maj til 26. maj. I Danmark er valget 26. maj.

Vestager: Europa er nødt til at føre an med digital skat

IMF-topchef ønsker højere beskatning af tech-selskaber

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger