It-gigants æra ventes at blive afsluttet tirsdag med milliardhandel

Mere end to årtier som selvstændigt selskab kan blive afsluttet tirsdag for den amerikanske it-kæmpe Yahoo, som forventes at blive endeligt solgt til branchekollegaen Verizon for 4,5 mia. dollar eller 30 mia. kr.
Sidste uge fortalte Yahoo således i en meddelelse, at selskabets aktionærer havde godkendt et tidligere bud på aktiviteterne fra Verizon, og at handlen efter forventningen ville blive gennemført tirsdag 13. juni.
Efter det endelige salg vil resterne af Yahoo blive omdannet til et investeringsselskab, som kommer til at gå under navnet Altaba. Det skal efter hensigten håndtere firmaets ejerandele i it-virksomheden Alibaba og Yahoo Japan.
Fra at Yahoo i 1998 var den mest brugte startside på internettet, blev selskabet siden overhalet af konkurrenter, ikke mindst Google, og har bid for bid mistet markedsandele de seneste mange år.
Da Yahoo var i sine velmagtsdage, var selskabet mere end 100 mia. dollar værd på børsen. I øjeblikket er selskabet værdisat til omkring det halve.
/ritzau/FINANS