Dansk Madspildsapp sætter tænderne i fransk techselskab

Too Good To Go har købt den franske tech-virksomhed Codabene, der blandt andet digitaliserer udløbsdatoer.
Too Good To Go blev stiftet i 2016 og er i dag til stede på 17 markeder. | Foto: Too Good To Go / PR
Too Good To Go blev stiftet i 2016 og er i dag til stede på 17 markeder. | Foto: Too Good To Go / PR

Den danske madspildsbekæmper Too Good To Go vil med et nyt opkøb tilbyde sine samarbejdspartnere en løsning, der gør det lettere at holde styr på deres varers udløbsdatoer. Det drejer sig om den franske tech-virksomhed Codabene, der står bag softwaren Foodmemo, som Too Good To Go vil bringe i spil over for dagligvare- og detailbutikker.

Det oplyser Too Good To Go i en meddelelse.

Ifølge den danske virksomhed går 1-3 pct. af detailhandleres årlige salg tabt gennem madspild, blandt andet fordi udløbsdatoer endnu ikke er blevet digitaliserede og i stedet skal tjekkes manuelt af butikspersonalet.

Softwaren Foodmemo identificerer de produkter, der nærmer sig sidste salgsdato, og anbefaler via algoritmer butikkers personale enten at sætte varerne på udsalg, donere dem eller gensælge dem gennem Too Good To Go’s egen app.

Codabene forhindrer i dag 3 mio. produkter om måneden i at gå til spilde, fremgår det.

Nedbragte madspild

Ifølge mediet Dagligvarehandlen begyndte den danske dagligvarekoncern Dagrofa i 2019 at teste en lignende svensk løsning ved navn Whywaste i flere Meny-butikker. Det betød, at man i nogle varekategorier næsten helt udryddede madspild, imens der i andre kategorier blev målt en reduktion af madspildet på op til 50 pct.

Siden lanceringen i 2016 har Too Good To Go samarbejdet med en række dagligvarekæder og spisesteder i et forsøg på at nedbringe madspild. Det sker ved, at forbrugerne via Too Good To Go-appen kan bestille en såkaldt lykkepose med en blanding af rester fra det valgte sted.

Sidste år steg virksomhedens omsætning mærkbart, men det blev alligevel til et stort underskud efter flere store investeringer i udenlandsk ekspansion. Siden har Too Good To Go dog fået tilført flere store millionbeløb til virksomheden.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie DetailWatch.)

Preben Damgaard sparker investeringer i nye it-selskaber til hjørne

Madspildsapp markerer sig med ny funktion i sparetid

Too Good To Go får millioner på trods af trange tider

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også