Analytiker: Fair pris for Steelseries-opkøb

Prisen på 8 mia. kroner, som GN lægger for producenten af gamingudstyr Steelseries, er ikke noget røverkøb, men ser man på de forventede synergi, ser handlen fair ud, vurderer analytiker.
Foto: PR
Foto: PR
Af Marketwire

GN betaler 8 mia. kr. for købet af gamervirksomheden Steelseries, der giver adgang til det attraktive gamermarked. Og det er en fair pris, lyder vurderingen fra Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen efter annonceringen af opkøbet onsdag morgen.

"Det er ikke et røverkøb, men det er heller ikke dyrt. Det er en fair pris, man betaler, når man indregner synergier," siger Søren Løntoft Hansen til MarketWire.

GN venter at kunne høste synergier fra opkøbet for 150 mio. kr. i 2022, og det er især forretningsbenet Audio, der ventes at få gavn af opkøbet.

"Steelseries består af 62 pct. audio, så det er ikke kun mus og tastatur til gamere. Der er fine synergier over til GN," siger Søren Løntoft Hansen.

Samtidig får GN adgang til et marked i vækst, som har stået på ønskelisten over en længere periode.

"Det er et marked, som ser ud til at vokse solidt i de kommende år. Det er allerede vokset i de foregående år, og i særdeleshed i forbindelse med corona, hvor restriktionerne har gjort, at man ikke kunne komme ud i samfundet. Det har boostet markedet," siger Søren Løntoft.

"Det er også et attraktivt marked fremadrettet, som er drevet af efterspørgsel efter nye konsoller og både abonnement- og cloudbaserede gaming services," lyder det videre.

På trods af den positive nyhed er der dog ikke umiddelbart udsigt til kursstigning hos GN onsdag, vurderer analytikeren. Det hænger sammen med en række sænkede kursmål til aktien, der er landet i kølvandet af en nedjustering fra GN Hering tirsdag.

Samtidig har GN valgt at sætte sit aktietilbagekøbsprogram på pause som følge af købet.

"Det er der måske nogle investorer, som ikke kan lide," siger Søren Løntoft Hansen.

Aktien i faldt tirsdag 7,0 pct. til 406,40 kr.

GN køber Steelseries i stor milliardhandel 

Tidligere EG og Netcompany-ejer har milliardfond klar til flere tech-investeringer 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu