Polaris: "Der er ingen tvivl om at it-selskaber er i høj kurs"

TECH-INDUSTRIENS KØBMÆND: Der er hård kamp om it-selskaberne hos venture- og kapitalfondene, der er på jagt efter gode investeringscases. Hos Polaris mærker man konkurrencen, og at priserne bevæger sig opad. "Vi sidder ikke og vælter os i mange oplagte investeringsmuligheder," siger partner.
Foto: Polaris/PR (illustration/logo: Jan Bjarke Mindegaard)
Foto: Polaris/PR (illustration/logo: Jan Bjarke Mindegaard)

Når man kigger på det danske og nordiske it-landskab, er der i øjeblikket godt gang i investeringerne og virksomhedshandlerne. Venture- og kapitalfonde står klar med kapital, og store virksomheder køber op på stribe, og det kan mærkes hos de danske investorer i fondene.

Hos Polaris oplever partner Rune Lillie Gornitzka "en stor konkurrence" fra andre spillere i markedet, når kapitalfonden kigger på mulige opkøbsemner inden for it- og tech-branchen.

"Det er et område, som er super interessant, og som har nogle stærke drivers og ofte meget skalerbare forretningsmodeller. Det betyder også, at vi ikke er de eneste, som har fundet ud af, at det er et spændende sted at være," siger han til ITWatch.

Selvom kapitalfonden ikke har et entydigt fokus på it og tech, har fonden ageret en del inden for it-branchen og har blandt andet investeret i selskaber som Prodata, Configit og Addpro.

Ifølge Rune Lillie Gornitzka mærker Polaris blandt andet, at konkurrencen om it-selskaberne er hård, ved at se nogle høje prissætninger i markedet.

"Der er ingen tvivl om, at it- og software-selskaber er i høj kurs. Så det er klart, at vi som kapitalfond virkelig skal vide, hvornår vi føler, at vi har en case, som passer til det, vi gerne vil."

Generelt kigger Polaris bredt, når fonden ser på mulige opkøbsemner i it-branchen, og fonden ser både aktivt på softwarevirksomheder og it-konsulenthuse. Når det gælder konsulenthuse, er det væsentligt for Polaris, at den mulige investeringscase har en specifik platformsviden, teknologividen eller arbejder med særlige industrivertikaler.

Når det gælder software, erkender investoren, at der er andre fonde, der har et større kendskab til branchen og har lavet flere software-investeringer, men Polaris er stadig åbne for muligheder inden for området.

Her er det især vigtigt, at der er tale om SaaS-baserede forretningsmodeller, og hvor software-grundarkitekturen er færdigudviklet og har bevist, at produktet er kommercialiseret og kan sælges i flere lande til store kunder.

Tryg branche

Selvom Polaris også fokuserer på andre brancher, er it- og tech-området vigtigt for fonden, understreger Rune Lillie Gornitzka. Der er gode investeringsmuligheder trods den store konkurrence, og Polaris-partneren peger på, at han er tryg ved den underliggende vækst i markedet, som er drevet frem af den øgede digitalisering bredt set i samfundet.

"Nogle gange kan man godt investere ind i en sektor, hvor man spørger sig selv, om det her egentlig er long term, eller om der bare er vækst i en periode. Når vi kigger på it- og tech-branchen, er behovet for digitalisering så stort, og det er et marked, som ikke bliver mindre komplekst fremover, så selvom man skal betale en høj pris i dag, så ser vi stadigvæk en god understøttelse i markedet fremover."

Ser man konkret på Polaris' investeringer i branchen, er der primært tale om en investering i softwareselskabet Configit i 2016. I dag har Polaris en ejerandel på 73 pct. af virksomheden.

Derudover investerede kapitalfonden i Prodata i sommeren 2018 og ejer i dag 63 pct. af selskabet. Ifølge Insidebusiness betalte Polaris godt 430 mio. kr. for aktierne i it-konsulenthuset.

Tidligere har Polaris også haft ejerandele i svenske Addpro, som var kapitalfondens første investering i et it-konsulenthus. Polaris gik ind i Addpro i 2005 og solgte selskabet igen i 2014.

Ifølge Rune Lillie Gornitzka oplever Polaris i dag også stor konkurrence fra udenlandske fonde, når det gælder investeringer i danske tech-selskaber.

"Vi er ofte oppe imod store, udenlandske investorer, der kan lægge en pris, som vi bare ikke kan eller ønsker matche," siger han.

"Det er jo sådan, det er, men det betyder også, at der ikke er plads til, at vi kunne være en rendyrket software-investor, sådan som vi er skruet sammen."

Rune Lillie Gornitzka understreger, at Polaris har en styrke i forhold til de danske og nordiske investeringsemner, da fonden er placeret i København. Det gør, at Polaris er tæt på selskaberne både fysisk og kulturelt, hvilket har stor betydning, når et selskab skal løftes til det næste niveau, inden det skal sælges videre til en stor international køber.

Vælter sig ikke i investeringsmuligheder

Rune Lillie Gornitzka nævner danske Gro Capital som et eksempel på en fond, der har et rent fokus på software. Polaris-partneren anerkender Gro Capitals arbejde og strategi, men påpeger også, at fonden har en væsentlig anden størrelse end Polaris'.

Mens Polaris i sin nuværende fond råder over 3,3 mia. kr., hentede Gro Capital i 2019 1,9 mia. kr. til en ny fond.

"Hvis du gerne vil være en størrelse fond som os og gerne vil vokse, så er det svært at være rendyrket i ét segment."

Så er der for hård konkurrence om emnerne?

"Ja, præcis, og det underliggende marked er heller ikke stort nok," siger Rune Lillie Gornitzka.

Han peger på, at der er "lidt langt imellem" de gode investeringscases i it-branchen i "Polaris-segmentet".

"Vi bliver ikke kimet ned med det ene gode it-selskab efter det andet. Vi sidder ikke og vælter os i mange oplagte investeringsmuligheder – ikke i det segment vi er i størrelsesmæssigt," siger Polaris-partneren.

"Det betyder selvfølgelig også noget for konkurrencen. Når så der kommer nogle gode aktiver, så er der også noget mere konkurrence, og der skal man vide, hvornår man vil, og hvornår man ikke vil gå ind i et selskab."

Hvis et selskab har et stort udviklingspotentiale, som Polaris tror på, at fonden kan være med til at forløse, er de dog klar til at slå til, understreger Rune Lillie Gornitzka.

"I sidste ende er der konkurrence, og man skal være villig til at betale en god pris. Sådan er det bare, og det ved vi godt."

Nordisk venturefond kæmper med investorer i Silicon Valley om danske tech-startups 

Preseed Ventures vil rejse ny fond målrettet hardware-virksomheder 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også