Norlys-chef: Vi har brug for Telias hjælp et par år endnu

Norlys’ køb af Telia nåede fredag endnu en milepæl, da aftalen mellem køber og sælger blev skrevet under. Men der kan gå flere år, før Telia er helt ude, vurderer Norlys.
"Vi skal have en klar plan for, hvordan vi skiller Telia fra Telia i Stockholm, og hvordan vi integrerer Telia med Norlys. Det er en proces, der kan tage et par år," siger Ulf Lund, direktør i Norlys' afdeling for stakeholder relations | Foto: Gregers Tycho
"Vi skal have en klar plan for, hvordan vi skiller Telia fra Telia i Stockholm, og hvordan vi integrerer Telia med Norlys. Det er en proces, der kan tage et par år," siger Ulf Lund, direktør i Norlys' afdeling for stakeholder relations | Foto: Gregers Tycho

En af de største omvæltninger i den danske telesektor i mange år nåede fredag et stort skridt videre, da den endelige og uhyre omfattende købsaftale mellem energikæmpen Norlys og svenske Telia Company faldt på plads efter mange måneders arbejde.

Det meddelte Norlys fredag eftermiddag.

Samtidig satte selskabet dato på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde, hvor Norlys’ andelshavere skal stemme ja eller nej til købet af Telias danske del, og så skal konkurrencemyndighederne til sidst vende tomlen op eller ned til købet.

Købet af Telia er dog så komplekst, at der kan gå flere år før Norlys helt står på egne ben på det danske mobilmarked. Det fortæller Norlys-chef Ulf Lund til ITWatch, efter at de nærmere detaljer i overtagelsen er faldet på plads.

”Det, der har gjort processen kompliceret er, at Telia Danmark ikke er en skarpt afgrænset enhed. Den hænger tæt sammen med Telia i Stockholm. Vi skal have en klar plan for, hvordan vi skiller Telia fra Telia i Stockholm, og hvordan vi integrerer Telia med Norlys. Det er en proces, der kan tage et par år,” forklarer han.

Mange overlap

Telia-koncernen har internt en høj grad af overlap mellem de forskellige lande, både på it-siden, men også alskens andre områder, blandt andet roamingaftaler og meget andet. Her er det ikke muligt at skille Telia Danmark ud fra den ene dag til den anden.

”Derfor har vi en række overgangsaftaler, hvor Telia Company støtter os i en overgangsperiode, indtil vi kan stå på egne ben. Vi skal have sælgers hjælp, ellers taber vi det hele på gulvet, hvis det sker for hurtigt,” siger han.

Hvis handlen glider hele vejen gennem både repræsentantskab og myndigheder, skal Norlys altså i gang med at bygge rammerne omkring Telia op igen, så det kan bestå i Norlys-familien.

Samtidig forestår også forhandlinger med Telenor om, hvordan planerne for det fælles mobilnetværk, TT-nettet, skal justeres.

”Vi har sagt, at 5G skal være for alle og at vi ønsker samme tilgang, som vi har haft til fiber, nemlig at det ikke kun skal være for dem, der bor i de store byer. Mobilnettet er kritisk infrastruktur, og det ligger i vores DNA at eje kritisk infrastruktur. Men vi skal have alle med, og vi har respekt for, at tingene skal ske i den rigtige rækkefølge,” siger han.

Mange beslutninger skal træffes

Processen omkring købet har trukket lidt ud, men den endelige købesum landede på 6,25 mia. kr., sådan som det oprindelig var udmeldt. Der opstod ellers usikkerhed kortvarigt, da Telia i sit regnskab skrev, at det ikke var sikkert, at prisen ville lande her.

Resten af tidsplanen holder dog, og det er fortsat ambitionen, at købet skal være tilendebragt i første kvartal næste år.

”Men først skal repræsentantskabet stemme om det, og det tager vi meget alvorligt, for det kan vi ikke tage for givet at de vil. Derfor har vi hele tiden været bevidste om, at vi skal kunne forklare og argumentere overbevisende for vores valg og hvorfor det er en god idé,” siger han.

Udover at Telia-brandet vil blive nedlagt og omdannet til Norlys, er der en række områder, hvor det foreløbig er uvist, hvad der skal ske. Herunder om Norlys vil vælge at tilbyde teleprodukter, der også giver adgang til eksempelvis el-aftaler, eller om det Telia-ejede lavprisselskab Callme også får nyt navn.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også