Yousee vil hente flere kunder med ny boks

En lille boks med tv-kanaler og streamingtjenester skal lokke tv-kunder til Yousee
Foto: Yousee / PR
Foto: Yousee / PR
af ritzau

Efter i mange år at have været en guldrandet forretning er distribution af tv de senere år blevet stadigt sværere at tjene mange penge på.

Streamingtjenester og ændrede tv-vaner har udfordret forretningen for store virksomheder som YouSee, Norlys og Viasat. Derfor er kampen om tv-kunderne også skærpet.

Nu smider landets største udbyder af tv-signaler, YouSee, et nyt våben ind i kampen om kunderne. Selskabet håber at erobre kunder med en lille boks, der tilsluttet tv’et giver adgang til både tv-kanaler og streamingtjenester.

Ifølge Christian Morgan, der er CEO hos YouSee, skal det med boksen være lettere at kombinere tv og streaming.

”Vores brugere vil gerne bruge mindre tid på at lede og mere tid på at se. Det er blevet komplekst at finde rundt i tv-kanaler og streamingtjenester. Det håber vi at løse med den her,” siger Christian Morgan.

At en boks tilsluttet tv’et kan håndtere både tv-kanaler og streamingtjenester, er ikke nyt. Det findes der i forvejen adskillige bokse, som kan.

Det nye er ifølge Christian Morgan den integration af de to ting, som YouSees boks byder på.

”Man kan selvfølgelig meget af det samme, som man også kan med SmartTV og bokse som for eksempel AppleTV. Det særlige ved YouSee Streamer er, at man meget let kan skifte rundt mellem tv-kanaler og streamingtjenester.”

”Et klik, så er man på for eksempel Disney+, men samtidigt har man fjernbetjeningen, så man kan trykke på 1 og så er man på DR eller på et andet tal og så er man på en anden kanal,” siger Christian Morgen.

YouSee sætter boksen til salg fra 20. september. Det sker online og fra selskabets butikker. Boksen er baseret på GoogleTV og den medfølgende fjernbetjening gør det, ifølge YouSee, muligt at droppe den gamle fjernbetjening til fjernsynet.

Den kan nemlig både bruges til at tænde, slukke, skrue op og ned for lyden samt skifte mellem tv og streaming.

Der er på forhånd installeret en række streamingtjenester på boksen, men man kan frit downloade apps fra andre udbydere. Boksen vil også automatisk være indstillet med de tv-kanaler, man abonnerer på via YouSee.

Foto: Yousee
Foto: Yousee

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også