Onsdag bliver det billigere at ringe mellem EU-lande

EU vil stoppe høje priser på telefoni mellem EU-lande, som har været op til ti gange dyrere end de nationale.
Foto: Ritzau Scanpix/Kasper Palsnov
Foto: Ritzau Scanpix/Kasper Palsnov
AF RITZAU

EU sætter en øvre grænse på minutprisen for opkald og per sms. 

Fra på onsdag må teleselskaberne højst tage, hvad der svarer til 1,42 kroner per minut plus moms på opkald og 0,45 kroner per sms plus moms.

De nye, fælles prisregler gælder telefoni fra det land – hvor man har sit abonnement – til et andet EU-land. Et eksempel kunne være en dansk mor, der ringer eller skriver til sit barn, som er på udveksling i Bulgarien.

Hidtil har der været store udsving i priserne EU-landene imellem.

EU-Kommissionen udgav i juli 2018 et studie af niveauet i 15 medlemslande, som viste, at prisen på opkald fra ens hjemland til et andet EU-land i gennemsnit var over tre gange højere end opkald inden for hjemlandets grænser.

I visse tilfælde var opkrævningen ti gange højere for de internationale opkald. Danmark var ikke et af de 15 lande, der blev undersøgt.

Har man et standard mobilabonnement hos det danske teleselskab YouSee, betaler man indtil onsdag en minutpris på tre til seks kroner inklusiv moms for at ringe til mobiler med udenlandske abonnementer i EU-lande.

En sms til et udenlandsk nummer koster 2,95 kroner.

Hos Telia ligger minutprisen aktuelt mellem 2,50 og 3,88 kroner, mens en sms koster fire kroner.

Lige over en fjerdedel af alle EU-borgere har dog ringet eller skrevet til nogen i et andet medlemsland inden for den seneste måned. Det viste et studie fra Eurobarometer i april, hvor 26.583 EU-borgere blev spurgt.

De nye priser gælder kun for private abonnementer. Har man et erhvervsabonnement eller taletidspakker med et vist antal minutters fri tale, er man ikke dækket af de nye EU-regler.

Bruger man sin telefon på en udlandsrejse er der tale om roaming - her er man altså heller ikke dækket af de nye regler.

Siden juni 2017 har en anden EU-lov sikret, at teleselskaber ikke må opkræve roaming-takster på telefoni og databrug i EU.

Lovene er en del af en bredere EU-reform, der skal strømline og harmonisere forholdene i den digitale version af det indre marked i EU ifølge Andrus Ansip, der er vicepræsident for det digitale indre marked.

"De nye regler for telekommunikation skal hjælpe EU med at møde voksende behov for forbindelse på tværs af europæiske grænser og give et boost til EU's konkurrenceevne," siger han i en pressemeddelelse.

3 udvider forretningen med rejseforsikring

Efter måneders ventetid: Bredbåndsudfordrer går i luften med højhastighedsprodukt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også