ITWatch

Kinas regering støtter Huaweis søgsmål mod USA's regering

Den kinesiske elektronikgigant Huawei har sagsøgt USA's regering for udelukkelse af det amerikanske marked.

Foto: Maria Trustrup

Kina vil tage alle nødvendige midler i brug for at støtte Huaweis forsøg på at få juridisk oprejsning i USA.

Det siger den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, på et pressemøde, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den kinesiske elektronikgigant sagsøgte torsdag USA's regering for at have indført restriktioner mod Huawei på det amerikanske marked.

Wang Yi understreger, at Kina tager "alle nødvendige midler" i brug for at beskytte det kinesiske folk og de kinesiske virksomheder.

"Vi vil ikke være stille lam til slagtning," siger udenrigsministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han kalder USA's restriktioner mod Huawei for "tilsigtet politisk undertrykkelse".

Er midt i handelsstrid

Huaweis søgsmål er rettet mod en tilføjelse i den amerikanske forsvarslov, som blev vedtaget i august sidste år. Den forbyder den amerikanske stat at købe produkter og services fra Huawei.

Men restriktionerne mod Huawei på det amerikanske marked er "forfatningsstridige", mener elektronikgiganten.

Søgsmålet kommer midt i en ophedet konflikt mellem USA og Kina over troværdigheden af Huawei, som er verdens største producent af teknologi til de nye højhastigheds-5G-netværk.

USA mistænker Huawei for at spionere for Kinas kommunistiske ledere og anser Huawei for at udgøre en sikkerhedsrisiko.

Derfor har USA også drevet lobbyvirksomhed over for allierede lande og advaret om mulig spionage gennem 5G-udstyret. Huawei har afvist alle anklager.

Samtidig er USA og Kina midt i en handelsstrid. Parterne forhandler løbende om en handelsaftale, der kan gøre en ende på striden.

På pressemødet natten til fredag dansk tid siger den kinesiske udenrigsminister, at handelssamtalerne har gjort store fremskridt.

Han understreger samtidig, at relationen mellem de to lande ikke bør ende i konfrontation.

/ritzau/

Huawei sagsøger USA's regering for udelukkelse fra markedet

Intern undersøgelse i storbank førte til anklager mod Huawei-direktør

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger