Verizon belønnes for regnskab trods skuffende indtjening
![Foto: /ritzau/AP/Bebeto Matthews](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article10235630.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Verizon.jpg)
Det amerikanske teleselskab Verizon Communications omsatte i fjerde kvartal af 2017 for mere, end analytikerne havde regnet med. Men resultatet endte lidt under det ventede.
Analytikerne ventede ifølge estimater fra Bloomberg News en omsætning på 33,21 mia. dollar, men teleskabet omsatte i perioden for 33,96 mia. dollar.
Den ordinære indtjening per aktie landede i kvartalet på 0,86 dollar, mens analytikerne havde ventet et overskud på 0,88 dollar per aktie.
I 2018 vil den amerikanske skattereform have en positiv effekt på 3,5-4,0 mia. dollar på pengestrømmene, vurderer selskabet selv.
Verizon venter desuden en lav encifret vækst i det ordinære resultat per aktie i indeværende år.
Teleaktien stiger med 2,5 pct. i det amerikanske formarked, hvor den handles til 54,80 dollar.
/ritzau/FINANS