Morten Strunge forlader ledelsen i Storytel

Serieiværksætteren Morten Strunge forlader Storytels ledelse. Det fremgår af en meddelelse på det svenske Aktietorget.
Han forlader sin post som kommerciel direktør, hvor han har opbygget Storytels internationale forretning. Storytel overtog Morten Strunges selskab Mofibo, hvor Morten Strunge som en del af aftalen trådte ind i Storytels ledelse samtidig med, at han investerede en betydelig del af provenuet i Storytel.
Men manøvren gør ikke, at Strunge slipper det svenske selskab helt, for han træder til gengæld ind i bestyrelsen, fremgår det af meddelelsen.
"Jeg har de seneste 12 år opbygget flere selskaber, først mobilselskabet Onfone, som blev solgt til TDC i 2011, og seneste Mofibo, som blev solgt til Storytel i 2016," siger Strunge i meddelelsen.
Dertil har Morten Strunge opbygget og solgt mobilselskabet Plenti, som netop er blevet overtaget af TDC.
"Det har været et intensivt år i Storytel, og jeg har virkelig syntes om at arbejde med både det kommercielle og den internationale ekspansion," siger han og tilføjer, at han nu træder ind i en anden rolle.
"Nu skal det blive godt at løfte blikket og fortsætte arbejdet med Storytel, men nu fra bestyrelsen," siger Morten Strunge.
Efter Plenti-salg: 3 er afgørende udfordrer af mobilpriserne
Mægbæk skal gentage Plenti-succesen som formand for ERP-selskab