Telia og Telenor erkender imageproblemer
De fleste forbinder Telia og Telenor med salg af mobilabonnementer og vedligeholdelse af et telenetværk og overser, at selskaberne med tiden har været igennem en gennemgribende digital transformation, hvor de arbejder med avancerede it-løsnininger.
"De fleste i Danmark ved, at der findes et teleselskab, der hedder Telia, men vi er ikke kendt for andet end Telia. Det er det, vi arbejder på nu," siger HR-chef for Telia, Helle Høyen, til Version2.
Konstateringen kommer efter en imageundersøgelse lavet af mediet, hvor Telia lander i den absolutte bund sammen med de tre andre teleselskaber, der indgår i undersøgelsen, TDC, Telenor og Stofa.
Telenors HR-direktør, Selina Lomholdt, erkender overfor Version2, at selskabet "ikke har været gode nok til at sælge historien" om, at selskabet har været igennem en digital transformation.
Hun medgiver, at det gør det svært at tiltrække den rigtige arbejdskraft.