Uber fyrer selvkørende bilingeniør midt i Google-retssag
Kørselstjenesten Uber har fyret lederen af sit selvkørende bilprojekt, Anthony Lewandowski, ni måneder efter, at selskabet købte hans startup-virksomhed, Otto, for 680 mio. dollar (4,5 mia. kr.).
Det skriver Wall Street Journal.
Anthony Lewandowski arbejdede tidligere hos Google og anklages for at have stjålet forretningshemmeligheder og solgt dem til Uber. Uber har nu fyret projektlederen, efter at han ikke leverede dokumenter relateret til retssagen inden en deadline sat af selskabet.
Uber benægter at have stjålet hemmeligheder for at fremme sit selvkørende bilprojekt. Selskabet har dog svært ved at bevise dette, da Anthony Lewandowski nægter at udtale sig eller at fremvise dokumenter.
Konsekvensen ved dette er, at Uber ikke har nægtet, at Lewandowski har stjålet Googles filer. I stedet argumenterer Uber, at selv hvis han stjal dokumenter, har Uber ikke kendt til tyveriet, og hemmelighederne indgår ikke i Ubers teknologi.
"De har gjort det klart i retten, at de ikke vil sige, om han er skyldig eller ej. Det giver nu Uber fuld frihed til at smide Lewandowski under bussen," siger Michael Brophy, en advokat hos Withers Worldwide, som følger sagen, til Wall Street Journal.
Google-retssagen kan dog fortsat forhindre Uber i at forfølge selvkørende biler, som selskabet tidligere har kaldt en essentiel del for sin fremtid, skriver Wall Street Journal.