MobilePay er oppe igen efter nedbrud

MobilePay-appen var fredag ude af drift i et par timer. Årsagen til problemerne er endnu ikke fundet.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Af Ritzau

Brugere af MobilePay oplevede fredag formiddag problemer med at logge på betalingsappen.

Fredag kort før klokken 13 oplyser MobilePay dog, at appen igen er fuldt funktionsdygtig.

”Det er igen muligt at logge ind på appen. Det kan dog være, at systemet kører lidt langsommere, end det plejer,” lyder det fra MobilePays danske presseafdeling.

Årsagen til fejlen er endnu ikke fundet, men der er angiveligt ikke noget, der tyder på, at der skulle være tale om et hackerangreb.

Det er kun tre dage siden, at MobilePay lancerede en ny version af mobilappen til sine 4,5 millioner danske brugere.

Det er sket som et led i at etablere en fællesnordisk betalingsplatform. Et arbejde, der begyndte i kølvandet på fusionen af MobilePay og Vipps tilbage i efteråret 2022.

MobilePay forsikrer dog, at det ikke er den nye app, der er årsagen til problemerne.

Sammen med den nye app blev Weshare-funktionen genindført. Den giver brugerne en nem måde at dele regningen på i forbindelse med for eksempel et restaurantbesøg.

Samtidig skulle sikkerheden også være blevet forbedret ved, at det nu blandt andet er muligt at blokere andre brugere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også