Mobilepay oplever driftsforstyrrelser

Det er i øjeblikket ikke muligt at logge på Mobilepay-appen. (Opdateret) 
Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Af Ritzau

Brugere af MobilePay vil fredag formiddag opleve, at der er problemer med at logge på betalingsappen.

Åbner man appen, får man følgende besked:

”MobilePay fungerer desværre ikke lige nu. Vi arbejder på at løse problemet så hurtigt, vi kan.”

Også Vipps MobilePay, der står for teknikken bag betalingstjenesten, skriver på sin hjemmeside, at der er tekniske problemer.

”Vi oplever problemer med at logge på appen, og det påvirker alle brugere af Vipps Mobilepay-tjenesterne,” hedder det blandt andet.

Mobilepays danske presseafdeling bekræfter login-problemer, men forsikrer at man arbejder på højtryk på at få systemerne i drift igen.

”Vi er stadig i gang med at finde ud af, hvordan fejlen er opstået. Men vi kan berolige brugerne med, at der ikke er risiko for, at penge går tabt, og at der heller ikke er tale om et hackerangreb,” forlyder det.

Det er kun tre dage siden, at MobilePay lancerede en ny version af mobilappen til sine 4,5 millioner danske brugere.

Det er sket som et led i at etablere en fællesnordisk betalingsplatform. Et arbejde, der begyndte i kølvandet på fusionen af MobilePay og Vipps tilbage i efteråret 2022.

Mobilepays danske presseafdeling forsikrer dog, at det ikke er den nye app, der er årsagen til problemerne.

Sammen med den nye app blev Weshare-funktionen genindført. Den giver brugerne en nem måde at dele regningen på i forbindelse med for eksempel et restaurantbesøg.

Samtidig skulle sikkerheden også være blevet forbedret ved, at det nu blandt andet er muligt at blokere andre brugere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også