Meta: Ledelsen sporer fremgang efter hårdt 2022

Sidste år var hårdt for Meta Platforms, der blev ramt af en lang række udfordringer på samme tid, men nu lysner det igen for ledelsen af koncernen, der ejer Facebook, Instagram og Whatsapp.
Det skriver The Wall Street Journal, som har haft adgang til interne dokumenter.
Allerede få dage inden, at Meta Platforms i november annoncerede den største fyringsrunde i selskabets historie, noterede koncernen fremgang for den korte video-funktion på Facebook, kaldet Reels, hvilket lettede presset fra konkurrenten Tiktok.
Desuden har Meta Platforms investeret kraftigt i kunstig intelligens, som hjælper koncernen med i højere grad at målrette annoncer med mindre data til rådighed. En vigtig pointe, for Apple har med sine nyeste styresystemer vendt fremgangsmetoden om, så brugerne af en applikation nu skal give specifik tilladelse til, at den må registrere brugerens aktiviteter i andre apps.
Meta har således internt peget på, at koncernen allerede i fjerde kvartal af 2022 ville begynde at kunne modvirke de negative effekter af Apples regelændring.
Kunstig intelligens er også blevet brugt til at øge visningerne af Reels hos brugerne på Facebook og Instagram markant.
Metas aktie faldt sidste år med 64 pct., da væksten i annonceindtægterne og de daglige brugere stagnerede, mens koncernen fortsat investerede milliarder i metaverset. På den baggrund annoncerede koncernen i november, at den afskediger 11.000 medarbejdere.
Aktien i Meta er i 2023 indtil nu steget med 26 pct. Fredag gik den op med 3,0 pct.