Amerikanske techselskaber skyder i vejret
De amerikanske aktier startede ugen med en solid stigning, der mere end annullerede sidste uges samlede kursfald.
Det var især de teknologitunge vækstaktier, som trak op i markedet med Apple, Tesla og Nvidia i front. Teknologiaktierne er dermed på vej til at forlænge de seneste tre ugers fremgang.
Mandagens stigninger var også en fortsættelse af en flot fremgang fredag, da investorerne omfavnede lempelige udtalelser fra en af den amerikanske centralbanks høge, Christopher Waller.
Det brede S&P 500-indeks steg 1,2 pct., mens Dow Jones løftedes 0,8 pct., og Nasdaq gik mest frem med 2,0 pct. I sidste uge bakkede S&P 500-indekset samlet med 0,7 pct.
Tirsdag morgen peger futures for de tre indeks mod en åbning omkring mandagens lukkeniveau.
Blød Waller
Christopher Waller, bestyrelsesmedlem i Federal Reserve, som ellers normalt anses for en af strammerne i bankens ledelse, udtalte fredag, at han foretrækker, at centralbanken på næste todagesmøde den 31. januar og 1. februar sænker hastigheden i renteforhøjelserne endnu en gang til 25 basispoint.
Meldingen fra Waller flugtede med tilsvarende budskaber fra andre af centralbankens chefer tidligere på ugen, og det løftede markedet fredag med 1,9 pct. Dermed sluttede en lang talerække fra chefgruppens medlemmer også med en blid tone, da banken nu er gået ind i en stilleperiode forud for det kommende rentemøde.
Indtil nu er aktierne i USA steget med 4,7 pct. siden nytår og med godt 12 pct. siden bunden i midten af oktober sidste år. Spørger man Mike Wilson, chefstrategen hos Morgan Stanley, som i 2021 forudså aktriernes nedtur i 2022, om opturen vil fortsætte, er svaret imidlertid nej, for opbremsningen i væksten rammer selskabernes indtjening.
”Spørgsmålet er, hvornår aktierne vil indregne den nuværende svaghed i de ledende data og den kommende svaghed i de hårde data? Vi tror, det bliver i dette kvartal,” siger Mike Wilson til Bloomberg News.
Teknologi topper
I S&P 500-indekset steg alle sektorer på nær energi mandag med de teknologitunge sektorer i front. It-aktierne løftedes 2,3 pct., mens kommunikationsservice vandt 1,7 pct., og cyklisk forbrug gik frem med 1,6 pct.
Der var også plus til finans og til industri på hver især 1,1 pct.
Inden for it var det Apple, der agerede kraftigste løftestang i mandagens marked med et plus på 2,4 pct. Chipkæmpen Nvidia vandt 7,6 pct., mens konkurrenten Advanced Micro Devices gik hele 9,2 pct. frem og var indeksets største vinder mandag.
Desuden løftedes Microsoft, som i denne uge lægger kvartalstal frem, 1,0 pct. Softwarekonkurrenten Salesforce steg sideløbende 3,1 pct., da aktivistinvestoren Elliott Investment Management har købt en stor aktiepost i selskabet.
Tesla var også med i ugens regnskabskalender og vandt hele 7,7 pct.
I kommunikationsservice steg Alphabet 1,8 pct., mens Meta Platforms løftedes 2,8 pct. Sidste uges regnskabsvinder Netflix fortsatte også fremgangen med et plus på 4,4 pct.
Med i toppen i hovedindekset var desuden lagringsproducenten Western Digital med et plus på 8,7 pct., da Bloomberg News på baggrund af unavngivne kilder skrev, at selskabets forretning inden for flash-hukommelse kan blive skilt ud og fusioneret med den japanske konkurrent Kioxia.