Youtube scorer rettigheder til NFL-søndagskampe for to mia. dollar årligt

Torsdag annoncerede NFL, at ligaen har indgået aftale med Google om rettigheder til at distribuere de såkaldte out-of-market søndagskampe på Youtube Tv og Youtube Prime Time-kanaler. 
Foto: Danielle Parhizkaran/Usa Today Sports/Ritzau Scanpix
Foto: Danielle Parhizkaran/Usa Today Sports/Ritzau Scanpix

NFLs såkaldte Sunday Ticket Package, hvilket beskriver rettighederne til ligaens søndagskampe uden for det lokale marked, går til Google, der har indgået en flerårig aftale med NFL om distribution af kampene i USA. Det skriver The Guardian.

Det betyder, at Google kan vise ligaens søndagskampe til de amerikanere, der ønsker at se kampe, der ikke sendes på deres lokale kanaler, på tjenesterne Youtube Tv og Youtube Primetime-kanalerne. 

Pakken af rettigheder til søndagskampene har hidtil ligget hos Directv, som har betalt 1,5 mia. dollar, omkring 10,5 mia. kr., om året i en otteårig kontrakt, der udløber i slutningen af dette år.

Til det nye partnerskab ønskede NFL 2,5 mia. dollar, omkring 17,5 mia. kr., pr. sæson for rettighederne.

Mediet CNBC rapporterer, at den indgåede aftale gælder en pris på to mia. dollar, omkring 14 mia. kr., årligt over en periode på syv år.

Ifølge NFLs kommissær Roger Goodell har det været netop planen at sælge rettighederne til en streamingtjeneste, skriver CNBC. 

“I de seneste år har vi været fokuserede på at øge den digitale distribution af vores kampe og dette partnerskab er endnu et eksempel på, at vi ser mod fremtiden og mod at bygge den næste generation af NFL fans,” udtaler han ifølge mediet.

Det er anden gang på mindre end to år af NFL har indgået et partnerskab med en streamingtjeneste om visning af ligaens kampe, og denne sæson startede NFLs 11-årige kontrakt med Amazon Prime Video for visning af torsdags-kampe. 

Også Apple og ESPN udtrykte interesse i NFLs søndagskampe, skriver The Guardian.

Klumme: Kan du gætte om denne klumme er skrevet af en AI?

Google og Facebook har indgået flere aftaler om betaling for nyhedsindhold i Australien


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu