Danskerne tøver med Netcompanys postkasse: "Vi er da super stolte"

Netcompanys postkasse har på et år fået lidt mere end halvdelen af danskerne til at oprette en konto, men der er stadig et stykke vej til at være danskernes favorit.

Et knips med fingrene, og så havde Netcompany mulighed for at give samtlige danskere adgang til at læse deres digitale post på deres løsning mit.dk.

Postkassen gik i luften i foråret 2022, og et år senere har 29 pct. af danskerne oprettet en konto hos Netcompanys postkasse, der udover at vise digital post fra det offentlige også kan vise post fra 4000 private virksomheder.

Det viser en undersøgelse som Wilke har lavet for ITWatch.

”Man skal huske på, at vi lige har haft 1-års fødselsdag med mit.dk. Tager man historikken med, hvor der har været monopol i næsten 20 år, og der nu er kommet flere spillere på dette marked, så er vi da super stolte,” siger Thomas Demant, der er partner i Netcompany.

Tallene fra undersøgelsen viser, at 29 pct. har oprettet en konto på mit.dk, mens 66 pct. ikke har. De resterende 5 pct. ved ikke, om de har oprettet en konto.

1005 danskere har svaret på undersøgelsen. Selvom kun 29. pct af dem har oprettet en konto, så fortæller Thomas Demant, at langt flere end 29 pct. rent faktisk modtager post på mit.dk.

”55 pct. af danskerne modtager post på mit.dk, som man kun kan læse dér,” siger Thomas Demant.

Forklaringen er, at Netcompany har fået 4000 private kunder, der sender post til danskerne og også sender det i mit.dk, uagtet om man har oprettet en konto eller ej.

Flere skal blive

Tallene viser yderligere, at ud af de 29 pct. der har oprettet en konto, så er det 59 pct. der bruger mit.dk.

”Der kan være, at der er nogen, som har downloadet og læst noget, men så ikke får noget post i ugerne efter, og så har de ikke den samme opfattelse af, at det er noget de bruger,” siger Thomas Demant.

Det skulle meget gerne ændre sig i fremtiden, mener Thomas Demant, fordi Netcompany arbejder på, at mit.dk ikke bare skal være post, men et sted hvor man kan interagere.

”Mit.dk skal ikke være traditionel post. Det handler ikke kun om at modtage, men om at interagere. Banken kan eksempelvis bede om adgang til de tre seneste lønsedler, hvis de skal foretage en kreditvurdering. Det kan du så give samtykke til, hvorefter de får adgang til lønsedlerne,” siger Thomas Demant.

Og det er netop i de ekstra services, at Netcompany håber på at kunne få flere brugere over på platformen og også få den til at blive hængende.

”Kigger man på mit.dk og E-boks, så er situationen, at E-boks har et stort forspring. Men vi tror, at konkurrencen på det lange stræk skal vindes på de services, vi tilføjer rundt om dokumenterne,” siger Thomas Demant.

E-boks har også kommenteret tallene fra Wilke i forbindelse med deres regnskab. Den historie kan læses her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også