Nu bliver lyntest også omfattet af smittestopsappen

Personer, der er testet coronasmittede ved lyntest hos private udbydere, kan fremover melde sig smittet i app.
Foto: Maria Oien Watch Medier
Foto: Maria Oien Watch Medier
Af Ritzau

Appen Smittestop bliver nu ændret, så man også kan melde sig smittet via appen, hvis man er testet positiv ved en lyntest hos en privat udbyder.

Hidtil har appen kun kunnet bruges, hvis man blev testet positiv med en PCR-test i det offentlige system.

Det oplyser Sundhedsministeriet.

"Det skal gøre det muligt at bryde endnu flere smittekæder i samfundet," skriver Sundhedsministeriet i en meddelelse.

Det har ikke hidtil været muligt for personer, der er blevet testet coronasmittet hos private udbydere at melde sig smittet via appen.

Men nu er det system kommet på plads, så de private udbydere indberetter data til en database på samme måde som de offentlige teststeder.

Det er herfra, at appen får data om, hvem der er testet positiv.

"På den måde sikres det, at kun personer, der rent faktisk er testet positive, kan melde sig smittet i appen," skriver Sundhedsministeriet.

Opgraderingen er et fremskridt, mener Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital.

"Appen har den fordel, at den kan være med til at identificere kontakter, som den smittede ikke kender."

"Så på den måde er det glædeligt, at det her hul nu bliver lukket," siger han.

Data fra de første udbydere er ifølge Sundhedsministeriet tilgængelig i appen fra og med tirsdag.

Det betyder, at man kan melde sig smittet, hvis man er blevet testet positiv for covid-19 hos en af følgende udbydere:

Aleris-Hamlet Hospitaler, Falck, CareLink, Virustest.Nu, Waterfront Doctors Corporate og SOS International.

Antallet af personer, der får taget en lyntest med en podepind i næsen, er faldet markant siden jul og nytår.

Men Christian Wejse er overbevist om, at lyntest kommer til at spille en større rolle i forbindelse med en genåbning af samfundet.

"På sigt vil der være flere, der bliver lyntestet i forbindelse med arbejde og forud for større forsamlinger – eksempelvis en sportsbegivenhed," siger han.

Sundhedsministeriet oplyser, at man som bruger kan opleve at få en fejlmeddelelse, når man forsøger at melde sig smittet efter en positiv test.

Det skyldes, at de private testudbydere ikke overfører data til appen så ofte som data fra de offentlige teststeder.

Hvis man får en meddelelse om fejl, skal man blot forsøge at melde sig smittet i appen igen dagen efter, lyder rådet fra Sundhedsministeriet.

Smittestop-appen blev lanceret sidste sommer og er siden da downloadet tæt på 2,2 millioner gange.

Frygt for manglende datasikkerhed afholder danskerne fra at bruge smittestop-app

Smittestop-appen virker også snart på gamle Iphones 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også