Den kommende corona-app til smittesporing virker ikke på Iphones

Den nye app, der skal bruges til smittesporing under coronakrisen, og som udvikles af Netcompany, vil ikke virke på Iphones, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.
Foto: Jakob Skouboe
Foto: Jakob Skouboe
AF ALTINGET FORMIDLET AF RITZAU

Ved et pressemøde mandag i sidste uge annoncerede sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at danskerne om få uger vil kunne downloade en ny coronabekæmpelses-app fra myndighederne.

Men den kommende app, som skal hjælpe danskere til at få besked, hvis de har været i nærheden af en coronasmittet, virker ikke på de smartphones, som op mod halvdelen af danske mobilbrugere har. Det skriver Altinget.

En særlig sikkerhedsfunktion på Apples Iphones blokerer nemlig for, at appen vil virke, når telefonen er slukket, fortæller direktør i Digitaliseringsstyrelsen Rikke Zeberg.

"Den store udfordring er, at man ikke kan registrere kontakter med Iphones i dag, fordi styresystemet er designet til at kappe appens forbindelse til bluetooth, når man ikke aktivt bruger appen eller telefonen," siger hun til Altinget.

Det betyder, at når telefonen ligger i lommen, tvinger den appen til at gå i en dvaletilstand, hvor den ikke længere kan registrere, hvem en borger er i nærheden af.

Den udfordring er ifølge Rikke Zeberg ikke til stede i Googles styresystem, Android.

"Vi og andre lande har en god dialog med Apple om at få åbnet den funktion, men spørgsmålet er, hvornår det sker. I Singapore for eksempel, hvor man er langt fremme med app-løsninger, der rådgiver man befolkningen om at holde appen åben, hvis man har en iphone," siger hun:

"Men det ville jo være nemmere, hvis appen også ville fungere, når telefonen er i låst tilstand,” siger hun til Altinget.

"Det vigtige for os er at have styr på data"

I Danmark har mellem 40 og 50 pct. af smartphoneindehavere en Iphone.

Altinget har forelagt Rikke Zebergs kritik for Apple. Virksomheden ønsker ikke at svare på kritikken.

Apple har lanceret et samarbejde med Google om at lave en fælles smittesporingsfunktion baseret på bluetooth, men Rikke Zeberg pointerer, at hun hellere ser en løsning bygget på dansk digital infrastruktur:

"Det vigtige for os er at have styr på data, så vi vil gerne bruge vores egen danske infrastruktur, hvor vi ved, der er styr på sikkerheden," siger hun til Altinget.

Den danske app kan være klar om et par uger, hvis de tekniske barrierer løses.

"Vi håber, vi kan være klar i april. Men det handler meget om, hvorvidt Apple kan komme med en API (metode til at få systemer til at tale sammen, red.), eller tillader den her brug af bluetooth - eller vi finder en anden metode. Det her er en udfordring for alle, der arbejder med Apple-telefoner, der går i dvale," siger Rikke Zeberg til Altinget.

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Altinget.)

EU: Apps til overvågning af coronasmitte skal arbejde sammen

Lebech: Vi har haft løbende dialog med Apple om covid-19 hele påsken

Startup må aflevere konkursbegæring

Netcompany skal stå for ny offentlig sundhedsapp under coronakrisen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også