Fransk kommissærkandidat forfulgt af it-toppost fra fortiden

En tidligere stilling som topchef for Atos kaster lange skygger i høringen af Frankrigs kommissærkandidat torsdag.
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Fortiden som topchef i it-virksomheden Atos forfølger Frankrigs EU-kommissærkandidat, Thierry Breton, der torsdag eksamineres af to af Europa-Parlamentets udvalg.

"Jeg har ingen interesse i selskaber, jeg tidligere har haft ansvaret for. Og jeg vil gøre alt i mit arbejde med total transparens," lyder det.

Svaret fra kommissærkandidaten til det indre marked bliver mødt af klapsalver fra høringssalen. 

Men elefanten i rummet er fortsat franskmandens potentielle interessekonflikter i forbindelse med hans kommende portefølje, der også omfatter det digitale område. 

Flere medlemmer fra de socialistiske grupper vil vide, hvordan den kommende kommissær vil distancere sig fra trådene til sin fortid, og hvordan og til hvem han har afhændet sine aktier i selskabet Atos.

Breton viftede dokumentationen for sit aktiesalg foran salen. Han understregede at aktierne var afhændet på aktiemarkedet og ikke til familie eller bekendte.

Redegørelsen for hans økonomiske interesser har medført varierende reaktioner. Men den er tilsyneladende tilstrækkelig for S&D-medlem Christel Schaldemose (S).

"Han er krystalklar i forhold til potentielle økonomiske interesser. Han er ikke 100 procent skarp på sit store område, men er heller ikke faldet igennem endnu," skriver hun på Twitter.

Schaldemose bekræfter efter høringen, at den socialdemokratiske gruppe S&D er klar til at godkende Thierry Breton.

Den kommende kommissionsformand Ursula von der Leyens forhåbninger om at begynde arbejdet den 1. december står ikke nødvendigvis til forløsning med en eventuel godkendelse af Breton. 

Storbritannien kommer nemlig ikke til at præsentere en kandidat til EU-Kommissionen. 

Det bekræftede en talskvinde for den kommende kommissionsformand, Ursula von der Leyen, tidligere torsdag.

Ifølge EU-traktaten skal EU-Kommissionen have repræsentanter fra alle medlemslande.

IT-Branchen: EU sakker bagud på kunstig intelligens

Vestager: Apple Pay skaber bekymring  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også