ITWatch

Minister vil gøre det gule sundhedskort digitalt

Det tyder på et stort ressourcespild, når der trykkes 1,7 millioner nye sundhedskort om året, siger minister.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Når du skal til lægen eller hente medicin på apoteket, skal du huske at medbringe dit gule sundhedskort.

Men i fremtiden skal du ikke længere fiske et plastikkort op af lommen. I stedet skal du have kortet digitalt.

Det foreslår sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ifølge Jyllands-Posten.

"Det har overrasket mig ganske meget, at der hvert år udstedes 1,7 millioner nye sundhedskort. At trykke så mange nye plastikkort tyder på et stort ressourcespild, når det kan erstattes af et digitalt kort, som du har på mobilen," siger ministeren til avisen.

Hun vil dog i en overgangsperiode holde det fysiske kort i live.

Forslaget bakkes op af en analyse, som ministeriet har bestilt hos it-virksomheden Lakeside A/S. Ifølge den kan kortet moderniseres for en pris på cirka 35 millioner kroner.

Det kan ifølge Jyllands-Posten være først skridt mod et digitalt, nationalt id-kort.

Ellen Trane Nørby kan ikke selv beslutte at skrotte plastikkortet. Det skal forhandles på plads med regioner og kommuner. Formentlig kommer det på forhandlingsbordet til sommer.

Både Karin Friis Bach (R), formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner, og direktør Kristian Heinicke fra Kommunernes Landsforening (KL) tager positivt imod forslaget.

Allerede i september meddelte regeringen, at den ville gøre kørekortet digitalt i form af en app. Appen skal fungere som et supplement til det fysiske kørekort. Den ventes klar inden udgangen af 2020.

Og allerede dengang fortalte regeringen, at det var ambitionen, at andre id-beviser som eksempelvis sundhedskortet skulle være digitale.

/ritzau/

Region Hovedstaden sætter gang i tele-udbud til tocifret millionbeløb

Kommuner varmer op til at købe chatbots

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger