Klumme: AI vil ramme os som en teknologisk super-tsunami

Udviklingen af AI går langt stærkere end noget andet, vi har oplevet. Derfor skal virksomhederne med på bølgen med det samme. 
ChatGPT er et uhyre effektivt værktøj, der allerede har transformeret store dele af vores hverdag. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
ChatGPT er et uhyre effektivt værktøj, der allerede har transformeret store dele af vores hverdag. Arkivfoto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
af Anders Bæk

I dag kan vi knap nok åbne en avis eller tænde for TV-avisen, uden at begreberne ”AI”, ”kunstig intelligens” eller ”ChatGPT” nævnes. Et emne, der hyppigt diskuteres i disse tider, er derfor: Er AI-teknologi virkelig så revolutionerende, eller er det hele blæst ud af proportioner? Vil AI forandre vores samfund i samme grad som PC’en og internettet, eller ender det i ”teknologiflop”-kassen sammen med 3D-fjernsyn og blockchain-teknologi? Disse spørgsmål vil jeg forsøge at besvare her. 

AI og kunstig intelligens udgør formentlig den største teknologiske super-tsunami, som vores civilisation nogensinde har stået overfor, og vil forandre store dele af vores dagligdag og arbejdsliv i radikal grad.

Det betyder også, at hvis din arbejdsplads ikke allerede på nuværende tidspunkt har udformet en AI-strategi, så gælder det om at komme i sving omgående. 

ChatGPT er kun begyndelsen

ChatGPT nærmer sig snart sin 1-års fødselsdag. Da chatrobotten i november sidste år blev lanceret, stod det omgående klart, at vi nu står med en science fiction-lignende AI-teknologi, der reelt kan kommunikere som et ægte menneske. 

ChatGPT er derfor et uhyggeligt effektivt værktøj, der allerede har transformeret store dele af vores hverdag: f.eks. bruges ChatGPT af elever over hele landet til at snyd… - få hjælp med deres lektier, mens flere danskere bruger ChatGPT i deres arbejdsliv til at hjælpe med alt fra korrekturlæsning over programmering til at udarbejde rapporter, søge information og meget mere.

Vi bør dog huske, at dette kun er begyndelsen, og AI befinder sig i øjeblikket ca. på samme stadie, som internettet gjorde tilbage i 1995, da det krævede modem og telefonforbindelse. 

Grib AI-bølgen omgående

AI-teknologi vil derfor blive meget mere kraftfuldt i fremtiden. 

I dag kan en forfatter få hjælp af AI til at formulere en sætning - i fremtiden kan AI skrive hele bogen. I dag kan AI hjælpe med at designe et grafisk element til et computerspil - i fremtiden kan AI lave hele computerspillet. I dag kan AI hjælpe programmøren med at skrive en funktion - i fremtiden kan AI skrive hele programmet. 

AI overtager herfra mere og mere af udviklingsprocessen. Dette vil i praksis give os produktive superkræfter, og opgaver, der før i tiden kunne tage flere dage, uger eller sågar år, at klare, vil i fremtiden kunne laves på 30 sekunder af et AI-system. 

De arbejdspladser, der ikke formår at give deres ansatte disse superkræfter, vil blive udkonkurreret og lide ”Nokia”-skæbnen. 

AI vil ikke kun revolutionere arbejdspladsen. Vi vil herfra opleve en AI-eksplosion. AI vil dukke op i vores telefoner, i McDrive på McDonalds, i vores biler, så de kan køre selv, mens du læser morgenavisen, i hjemmerobotter, som kan gøre rent og lave mad og meget mere. 

Min anbefaling er derfor klar: Grib AI-bølgen omgående. Læg en konkret AI-strategi, find så mange brugsscenarier for AI som muligt og anbefal aktivt kollegaerne til at bruge det i deres arbejdsgange.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også