Netcompany skifter bestyrelsesformand og ansætter landechefer
Netcompany skifter ud i toppen og får mangeårig Nokia-chef som bestyrelsesformand. Samtidigt ansætter virksomheden fire landechefer.
Det skriver Computerworld.
Den nye bestyrelsesformand bliver finske Pekka Ala-Pietilä, der i 1994 blev chef for Nokias mobildivision, fremgår det.
"Med valget af Pekka Ali-Pietalä som formand tilfører vi tung erfaring og kompetence i forhold til at opbygge en international organisation," siger André Rogaczewski, adm. direktør og medstifter i Netcompany, til mediet.
Netcompany, der opererer i Danmark, Polen, Norge og Storbritannien, udnævner også landechefer til hvert enkelt land, skriver mediet. Det fremgår dog ikke, hvem landecheferne er.
Som ITWatch skrev tidligere i oktober, købte Netcompany et britisk konsulenthus, Hunter Macdonald med 350 ansatte. Opkøbet skulle bane vejen for virksomheden til det offentlige engelske it, fortalte André Rogaczewski dengang til ITWatch.
Netcompanys britiske opkøb: Brexit skaber behov for tusindvis af nye it-løsninger
Rogaczewski: "Man skal turde tage skridtet og sige, at nu kæmper vi sgu mod de store"