Livstilsekspert går ind bestyrelsen i milliardstort it-konsulenthus

Kendt fra tv. Sådan kan man med ro i sindet beskrive konsulenthuset 7N's nye bestyrelsesmedlem, når selskabet henter Christine Feldthaus ind som en af to nye – kvindelige – medlemmer af bestyrelsen.
Christine Feldthaus træder ind i 7N's bestyrelse. | Foto: Gregers Tycho/MAG
Christine Feldthaus træder ind i 7N's bestyrelse. | Foto: Gregers Tycho/MAG

Hun betegner sig selv som en alternativ profil. Christine Feldthaus, kendt ikke mindst fra tv-skærmen i programmet "Kender du typen?" på DR1. Nu træder hun ind i bestyrelsen i det milliardstore konsulenthus 7N som et af to nye medlemmer.

Jeppe Hedaa, 7N's topchef og stifter, siger, at han ser frem til, at de to vil udfordre med nye perspektiver.

"Den diversitetsdebat, der er i samfundet i dag, er sund, for den ryster os. Og som selskab skal vi til at forholde os til markedet på en ny måde. Hvor vi før var meget relationsbåret, så danner kunderne i dag et overblik over deres kommende leverandør på en anden måde, efter den branding og stemning vi skaber i markedet, og derfor skal vi have to stærke profiler ind med viden om marketing og branding," siger han.

Sammen med Feldthaus tiltræder en anden kvindelig topprofil i 7N, nemlig Pernille Simmelkiær. Hun er 50 og er direktør i virksomheden Usertribe. Før det har hun været Head of Production på TV 2, adm. direktør for We Love People og direktør hos OMD Danmark.

Anderledes profil

Hedaa siger, at 7N skal være mere synlig, end man er i dag.

Christine Feldthaus ved godt, at hun bidrager med noget andet.

"Jeg er nået et sted i livet, hvor jeg ikke gider bruge tid med mennesker, som jeg ikke bryder mig om. Jeg er hverken klassisk bestyrelseskvinde eller ekspert på 7N's forretningsområde. Jeg har derimod en skæv profil, og jeg siger sjældent det samme som alle andre – jeg er ikke bange for at udfordre," siger hun.

Men hun lægger ikke skjul på, at hun anser 7N som et meget veldrevet selskab, hun glæder sig til at træde ind i.

"7N er en virksomhed med orden i sagerne – en redelig virksomhed, hvor både de ansatte og de mange tilknyttede konsulenter har det godt. Dernæst kan jeg mærke, at 7N er drevet af dejlige mennesker – det betyder meget for mig," lyder det fra hende.

Autentisk

Jeppe Hedaa kalder hende autentisk som person, og han er særligt begejstret for, at hun formår at være autentisk på tv, som han siger.

Christine Feldthaus og Pernille Simmelkiær træder ind i bestyrelsen, der i forvejen tæller blandt andet Preben Damgaard, som er formand.

Preben Damgaard, der er en driftig business angel og med i blandt andet selskaber som Too good to go, Templafy og altså 7N, ser det som et godt supplement med de to nye profiler i bestyrelsen, der særligt er stærke inden for kommunikation.

"Hidtil har vores bestyrelse været noget mandsdomineret, til trods for at 7N som virksomhed har stor kønsdiversitet. Samtidigt får vi med Christine og Pernille også større faglig diversitet i bestyrelsen, ligesom de forhåbentligt kan være et frisk pust, der udfordrer de vante tanker og arbejdsgange," lyder det fra formanden i en meddelelse fra 7N.

Damgaard er mest kendt for salget af Navision til Microsoft for 16 år siden. Han har siddet for bordenden i 7N siden 2009.

Han tilføjer, at bestyrelsen allerede er stærke på andre kompetencer som ledelse, governance, internationalisering, M&A og teknologisk forståelse, og at de to nye medlemmer tilfører viden om kommunikation og markedsføring.

Efter udvidelsen består 7N's bestyrelse af Preben Damgaard, Pernille Simmelkiær og Christine Feldthaus samt tidligere McKinsey-partner Michael Halbye, tidligere EQT-partner Jannik Kruse Petersen, medstifter Glenn Petersen samt adm. direktør Jeppe Hedaa.

Årets gang i it- og telebranchen: Her er de største historier fra 2020 

Devoteam rokerer rundt i topledelsen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også