GN Hearing tromler videre - Audio stadig i vanskeligheder

Markederne har normaliseret sig gevaldigt oven på coronapandemiens store efterspørgsel på gaming- og mødeudstyr til hjemmet, og det gør det svært for GN Audio, lyder vurdering før regnskab torsdag.
GN kommer med regnskab torsdag, og forventningerne til Audio er ikke øje. | Foto: Gn/pr
GN kommer med regnskab torsdag, og forventningerne til Audio er ikke øje. | Foto: Gn/pr
af marketwire

De interne roller i GN er igen byttet om for tiden, hvor lillebror GN Hearing er den store bidragsyder til væksten, mens det ser sværere ud i GN Audio, der i årene op til coronapandemien og i særlig grad under pandemien leverede voldsomme vækstrater.

Samlet betyder det også, at der igen er udsigt til samlet negativ organisk vækst i andet kvartal, fordi bidraget fra GN Audio vejer så tungt, som det gør.

For høreapparatselskabet GN Hearing er der ellers udsigt til fortsat stærke takter og pæn vækst.

”Vi forventer, at GN fortsat vil tage markedsandele, drevet af lanceringen af Omnia og Sonovas tilbagetrækning fra Costco-kanalen, men vil ikke sætte næsen op efter samme høje vækstrate som i første kvartal,” skriver Jyske Bank i sin optakt til regnskabet.

For andet kvartal venter banken en organisk vækst på 9 pct. i GN Hearing, mens konsensus blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af GN selv er 9,6 pct.

Og det betyder også, at det formentlig er urealistisk, at GN Hearing vil ende i den lave ende af sit eget forventningsinterval til 2023, der lyder på en organisk vækst på 5-10 pct.

”Vi ser fortsat den lave ende af guidance-intervallet som konservativt, da det forudsætter en organisk vækst på 2 pct. i de resterende kvartaler. Det har vi umiddelbart svært ved at se – også selv om Sonova skulle komme tilbage i Costco-kanalen, og volumenvæksten i markedet skulle falde ned under det historiske interval,” skriver Jyske Bank.

Konsensus blandt analytikerne er da også inden regnskabet en organisk vækst på 9,1 pct. i GN Hearing set over hele 2023.

Risiko for negativ vækst i GN Audio

For GN Audio er historien en noget anden, efter at markederne har normaliseret sig gevaldigt oven på coronapandemiens store efterspørgsel på gaming- og mødeudstyr til hjemmet, fordi mange arbejde hjemmefra.

Samtidig har den lave forbrugertillid og skyhøje inflation gennem lang tid gjort ondt på markederne, hvor også virksomhederne holder igen med for store investeringer på grund af den igangværende økonomiske afmatning.

”Efterspørgselssituationen i Audio er fortsat udfordrende med svaghedstegn i Enterprise-delen. Samtidig vil medvinden fra indgåelsen af en række større aftaler og øget promoveringsaktivitet blive mindre. Vi ser derfor en risiko for, at den organiske vækst i andet kvartal slutter under selskabets guidance-interval for helåret på 5 pct. til minus 10 pct.”

Dog er der udsigt til bedring hen over andet halvår, da andet kvartal specifikt præsenterer det sværeste sammenligningsgrundlag for GN Audio.

I andet kvartal sidste år havde selskabet således en positiv organisk vækst på 10 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også