Apple er fanget i handelskrigens krydsild

De tiltagende spændinger i handelskonflikten mellem USA og Kina kan komme til at ramme den amerikanske techvirksomhed Apple på to forskellige fronter, der kan gå hårdt udover selskabets omsætning.
Foto: Mark Lennihan/AP/POLFOTO/arkiv
Foto: Mark Lennihan/AP/POLFOTO/arkiv
AF RITZAU FINANS

Apple er i handelskrigen klemt mellem a rock and a hard place, som amerikanerne siger. De tiltagende spændinger mellem Kina og USA betyder, at æblekoncernen er i sigtekornet på begge sider af fronten.

I værste fald kan det tage en bid af æblet på mere end en fjerdedel af indtjeningen i dette regnskabsår.

Indtil nu har analytikerne mest fokuseret på, hvordan de kinesiske forbrugeres lyst til at købe amerikanske varer, herunder iPhonen, har været på retur, men de seneste optrapninger i handelskrigen risikerer at ramme æblekoncernen endnu hårdere.

Indtil nu har USA lagt 25 pct. told på varer for samlet 250 mia. dollar, men forbrugerelektronik er endnu ikke blevet omfattet. USA har dog varslet 25 pct. told på varer for yderligere 300 mia. dollar, og det vil også omfatte smartphones. Og her rammes Apple hårdt, for alle iPhones samles i Kina.

Sker det, vil Apple stå over for valget mellem at sætte prisen på iPhones op med 25 pct. eller se sin indtjening på iPhones i USA helt eller delvis blive reduceret tilsvarende. Den ikoniske smartphone er fortsat Apples klart bedst sælgende produkt, og hjemmemarkedet i USA er fortsat cirka dobbelt så stort som nummer to.

Men det kan blive endnu værre for Apple. Og det er ikke kun tirsdagens sene nyhed i Financial Times om, at de kinesiske myndigheder måske vil anvende sjældne jordarter, som landet er global hovedleverandør af, i handelskrigen, hvilket blandt andet vil ramme mobilproducenter. Nej, risikoen er et forbud i Kina mod iPhonen.

Det, vurderer analytikerne, kan komme på tale som et modsvar på, at USA har sat den kinesiske tele- og teknologikæmpe Huawei på den sorte liste. Den sorte liste betyder, at amerikanske virksomheder ikke må samarbejdet med Huawei uden forudgående godkendelse fra USA's myndigheder. Altså kan Huawei ikke sælge sine produkter, herunder smartphones, på markedet i USA.

Cowen har regnet på, hvad et forbud mod iPhonen i Kina vil betyde, og analytiker Krish Sankar konkluderer, at det vil betyde en reduktion i koncernens bundlinje på 26 pct. i dette regnskabsår.

Analytikeren oplever dog et forbud som et "ekstremt" scenario i handelskrigen, men anser en "betydelig, men håndterbar" reduktion i indtjeningen som mest sandsynlig.

"Apples iPhone, iPad og Mac-systemer er i risiko for at opleve en efterspørgselsdestruktion som en utilsigtet konsekvens af et forbud mod Huawei,"skriver Sankar ifølge Bloomberg News.

Cowen vurderer, at kinesiske forbruger kan konkludere, at Huawei bliver straffet uden grund i handelskrigen og vælge at støtte en hjemlig producent frem for en amerikansk, som Apple jo er.

Også andre investeringsbanker ser mere dystert på Apples salg i Kina på samme baggrund. Citibank lod tirsdag i en analyse forstå, at Apples markedsandel i Kina på området for smartphones kan blive halveret fra 12 til 6 pct.

Morgan Stanley og Goldman Sachs har ligesom Cowen også regnet på worst case -scenario for æblekoncernens indtjening og henholdsvis spået en tilbagegang på 23 og 29 pct.

Apples aktie falder onsdag med 0,8 pct. til 176,81 dollar, mens det brede marked i USA mister 1,3 pct. Aktien ligger nede med 16,5 pct. i forhold til sin seneste top i starten af maj i 211,75 dollar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også