ITWatch

HP rammer plet med indtjeningen

Omsætningen var en smule højere end ventet for den amerikanske computer- og printerproducent.

Foto: Paul Sakuma/AP/Ritzau Scanpix

Den amerikanske computer- og printerproducent HP ramte i sit fjerde kvartal lige i plet med indtjeningen, mens omsætningen var lidt højere end ventet. til gengæld skuffede prognosen for det netop startede regnskabsår en smule.

Aktien stiger let med 1,0 pct. i eftermarkedet torsdag i USA.

Koncernen kom gennem sit fjerde kvartal af 2017/18-regnskabsåret med et justeret overskud per aktie på 54 cent, mens omsætningen landede på 15,4 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på netop 54 cent og en lidt lavere omsætning på 15,1 mia. dollar.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 865 mio. dollar mod ventede 866 mio. dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 1,22 mia. dollar. Her havde Wall Street ventet 1,23 mia. dollar.

Samlet set endte omsætningen i hele regnskabsåret med at stige 12 pct. til 58,5 mia. dollar, mens det justerede nettoresultat blev på 2,02 dollar per aktie.

"Vores resultater demonstrerer endnu en gang HP's konsistente præstationer med en vækst i indtjeningen per aktie på 22 pct. på årsbasis og skabelsen af en fri pengestrøm på 4,2 mia. dollar," udtaler Dion Weisler, topchef i HP, i regnskabsmeddelelsen.

"Disse resultater afspejler vores fortsatte innovation på tværs af porteføljen og skarp eksekvering i alle segmenter og regioner, efterhånden som vi positionerer HP til fortsat langsigtet bæredygtig vækst."

Koncernen venter en justeret indtjening per aktie i intervallet 2,12 til 2,22 dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 2,19 dollar. Dermed ligger konsensus for bundlinjen i 2019 over midtpunktet på 2,17 dollar i HP's egen guidance.

/ritzau/FINANS

Lenovo har bedre fat i danskerne end i kineserne

HP får ny topchef i Danmark

Relaterede

ITWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Se alle ledige stillinger