Coronavirus tvinger e-sporten hjem i stuen og kælderen

Mange sportsgrene ligger stille på grund af coronavirus. E-sporten fortsætter langt de fleste aktiviteter fra spillernes hjem, men nybegyndere er ramt af krisen.
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken
Foto: Jacob Ehrbahn/Politiken
Af Ritzau

Fodboldstøvlerne og harpiksen er i øjeblikket plantet på hylden.

Aktive kan ikke dyrke idræt med holdkammeraterne ude og inde på grund af udbruddet af coronavirus.

Til gengæld preller corona af på e-sportens gamere, som ufortrødent kan skyde videre på hinanden i eksempelvis Counter-Strike.

Thomas Koed, formand i Esport Danmark, fortæller, at de fleste af forbundets omkring 10.000 medlemmer sagtens kan spille videre.

"E-sporten kan noget, som intet andet kan. Man kan ikke mødes i fysiske fællesskaber, men man gør det bare virtuelt i stedet for."

"Det griber de unge mennesker med kyshånd. For dem er det bare det mest naturlige at spille videre online," siger Thomas Koed.

Skoler og foreninger, også de omkring 50, der er en del af Esport Danmark, er lukket ned, så spillerne kan ikke mødes og give high fives.

"Omvendt er de gode til at mødes online og spille med hinanden. Det er der mange, der gør."

"Når de ikke kan lave ret meget andet ud over deres lektier, så fylder gaming mere. Det sker bare hjemme fra værelset eller nede fra kælderen," siger Thomas Koed.

Det er dog en udfordring, at trænerne på afstand skal give feedback og input til, hvad der kan gøres bedre.

"Det er mere kompliceret online, men det lykkes, og de unge mennesker får noget ud af det, hører vi fra foreningerne."

"Så vi kører bare løs. Foreningerne underviser og træner stadig. Der har vi en fordel kontra den traditionelle idræt, hvor man typisk skal mødes for at kunne udøve sin sport," siger han.

Tæner online

Også hos DGI er der fuld aktivitet blandt de omkring 7000 medlemmer inden for e-sport. Det fortæller Christian Cramer Nielsen, e-sportskonsulent i DGI.

"Vores e-sportsforeninger kører 100 procent, som de har gjort før corona ramte. De har bare taget træningen online," siger Christian Cramer.

Mange af DGI's medlemmer har computere og konsoller hjemme på værelserne, så de kan deltage i træningen.

"E-sporten fortsætter ufortrødent, selv om vi er ramt af corona. Der er faktisk også opstået en hel del nye små turneringer, som vi kalder "Stay Home-turneringer".

"Vi har skaleret op i denne periode for at aktivere dem, som bruger meget tid derhjemme. Der bliver sat nye rekorder hver dag i de spilplatforme lige for tiden," siger Christian Cramer.

For nybegyndere af e-sport rammer corona hårdere, og hverken Esport Danmark eller DGI mærker et boost af nye medlemmer.

En af forklaringerne er, at det kræver fysisk kontakt i starten at blive god til e-sport.

Det fortæller Maria Nors Tindal, træner for et hold af nybegyndere i Brovst Esport, hvor perioden har været svær for nogle få.

"Jeg har et hold af nybegyndere, og de har brug for, at jeg kan vise dem ting på tastatur og skærm. Jeg er nødt til at stå bagved dem og vise dem tingene fysisk."

"Så lige nøjagtigt mit hold har været svært at træne og gøre bedre. Så for dem har coronakrisen slået hårdt, for de har ikke trænet i tre-fire uger," siger hun.

Øvede Brovst-spillere mærker det ikke. De kan blive ved med at spille.

Svensk e-sportsfirma falder: Afbryder samtaler med kinesisk firma

Astralis får bank og misser stor finale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også