Astralis-ejer jagter spillere i e-sportens transfervindue

Nyt dansk hold skal dyste i spillet League of Legends. Spillerne mangler, men transfervinduet er netop åbnet.
Den tidligere landsholdsmålmand i håndbold, Kasper Hvidt, er i dag sportsdirektør hos RFRSH. | Foto: Ritzau Scanpix/Emil Hougaard
Den tidligere landsholdsmålmand i håndbold, Kasper Hvidt, er i dag sportsdirektør hos RFRSH. | Foto: Ritzau Scanpix/Emil Hougaard
AF RITZAU

Selv om målsætningen er tårnhøj for Danmarks nye e-sportshold, Origen, mangler helt centrale figurer på vejen mod succes.

Origen, der er et søsterhold til det danske Counter-Strike-hold, Astralis, skal dyste i spillet League of Legends.

Men RFRSH Entertainment, som er organisationen bag, har endnu ikke skrevet kontrakter med de rette spillere, forklarer sportsdirektør Kasper Hvidt.

"Formålet er at forsøge at skabe et lige så godt hold som Astralis - bare med et andet spil."

"Det handler om at være tålmodig, og så handler det om udvælgelse af spillere, der passer godt sammen, inden de går i gang. Men vi har ikke samlet et helt hold endnu," siger han.

Kontrakter med spillere skal underskrives, inden transfervinduet, der åbnede natten til tirsdag, lukker i starten af det nye år.

For at kunne deltage i League of Legends-turneringer skal Origen stille med fem spillere.

"Vi er lidt i en speciel situation, fordi vi går ind i et transfervindue uden at have en eneste spiller. Det er en udfordring, men det går rigtig godt," siger Kasper Hvidt.

Fokus på startere

Ifølge manageren for Origen, Martin Lynge, handler det først om at få skrevet kontrakt med fem "startere", der fungerer som førsteholdet.

Herefter skal indskifterne findes og til sidst spillere til et såkaldt "academy-hold", som kan sammenlignes med et ungdoms- eller talenthold.

"Det er klart smartest at gå efter de fem startere. Så kan man begynde at skabe en rigtig kultur, når man kan finde ud af, hvilke typer fungerer godt." 

"Efter det kan man begynde at kigge på, hvilke academy-spillere har samme rolle eller samme idé om, hvordan det skal foregå," siger Martin Lynge.

På trods af, at League of Legends-spillerne endnu ikke når fodboldstjernernes prisniveauer, kan det alligevel være nødvendigt med den store pengepung, påpeger manageren. 

De billige spillere kan koste omkring 20.000 euro, knap 150.000 kroner, mens en stor stjerne - e-sportens"Cristiano Ronaldo" - i nogle tilfælde koster omkring en million euro, svarende til knap 7,5 millioner kroner, lyder det.

Pengene går til organisationerne bag holdene, der dermed kan investere i nye spillere. Det minder af den grund meget om fodboldens verden, forklarer Martin Lynge.

Stort brand

Til trods for, at spillerne mangler, er brandet allerede stærkt og har en enorm følgerskare, siger kommunikationsdirektør Steen Laursen.

Origen blev startet i Spanien af spilleren Enrique "xPeke", der dog ikke kunne køre holdet videre på egen hånd.

"Origen er et af de største League of Legends-brands, der findes, og har allerede mange millioner af følgere på verdensplan." 

"Så da muligheden bød sig, var det egentlig et ret simpelt valg for os at tage et eksisterende brand - som vi på mange måder gjorde med Astralis - og arbejde med det på en ny og mere struktureret måde," siger Steen Laursen.

Prisen for at have et hold med i den europæiske League of Legends-turnering er 10,5 millioner euro (78 millioner kroner) over fem år. De penge skal tjenes ind ved blandt andet salg af Origen-merchandise, sponsorater og præmiepenge.

League of Legends har i de seneste otte år været den største e-sportsdisciplin af alle. Senest blev finalen i Legends World Champions set af 205 millioner unikke seere.

/ritzau/

Astralis-ejer investerer i dansk søsterhold i e-sport

Firmaet bag Astralis sælger sit andet Counter-Strike-hold 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Nokia ser årlige synergier ved en sammenlægning med det amerikanske selskab på 200 mio. euro fra 2027 og en vækst i indtjeningen per aktie på 10 pct. fra samme år. | Photo: Niels Hougaard

Nokia bekræfter køb af Infinera

For abonnenter

Læs også